Præst til kamp mod nisser

Nordjysk præst gør op med billedet af de små søde nisser som en naturlig del af julen. De er djævelens yngel og har intet at gøre i en kristen jul, mener han.

Nisser er der overalt i den søde juletid. Men de er skabt af fanden, mener en nordjysk præst, der vil have folks øjne op for nissernes sande natur.

Præsten Jon Knudsen er præst i den lille Løkken frikirke med missionske rødder. Her er der totalt nissefrit område, alt andet ville være djævledyrkelse, da nisserne er i strid med den kristne jul, mener Jon Knudsen.

Han har derfor også gjort datterens børnehavepædagoger og sønnens dagplejer klart, at hans børn ikke må udsættes for nisser.

- Det respekterer de, og det er jo heller ikke anderledes, end når muslimerne ikke må få svinekød, siger Jon Knudsen til Nordjyske Stiftstidende.

Han vil gerne have beboerne i Løkken til at tage stilling
til, om de vil bruge juletiden på Guds- eller djævledyrkelse.

- Der sker en sammenblanding af kristen og hedensk jul. Jeg føler ikke, at kirken har markeret, hvad en kristen jul er, siger han. Han vil dog ikke direkte bekæmpe nisserne i det åbne rum, men i hans kirke bliver børn bedt om at tage nissehuen af, hvis de møder op i sådan en.

- For mig er et ikke en intellektuel debat. Jeg har stor erfaring med dæmoner, som mange er plaget af, siger præsten, der selv foretager djævleuddrivelse eller eksorcisme.

/ritzau/

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord