Præster vil ikke velsigne bøsser

05:41

Foto: TV2/Nord.

1 af 2

I seks år har nordjyske præster haft mulighed for at velsigne homoseksuelle par, der har indgået registreret partnerskab på rådhuset. Men en ny undersøgelse blandt de nordjyske præster viser, at en tredjedel stadig nægter at velsigne de homoseksuelle par.

Kærligheden mellem Thomas og Kris Sveistrup fra Nysum er så stærk at de for et år siden indgik registreret partnerskab på rådhuset. De vil også gerne velsignes af en præst i en kirke. 

- Vi vil gerne giftes i kirken ligesom mand og kone kan gøre det. Vi vil gerne vise omverdenen at vi elsker hinanden, siger Thomas Sveistrup.

En ny undersøgelse blandt de nordjyske præster viser at en tredjedel nægter at velsigne par som Thomas og Kris. Homoseksualitet er ikke omtalt positivt et eneste sted i biblen og derfor siger sognepræst Brian Christensen fra Elling Kirke nej.

- Så skulle vi jo også have ligestilling til at have et vielsesritual for en mand og to kvinder. Skal vi indføre det i folkekirken, spørger Brian Christensen.

Reaktionen fra Thomas Sveistrup falder prompte.

- Det er noget kævl at sige. Folkekirken burde ryste posen og opdatere sig selv lidt. Det er simpelthen nogle alt for gamle normer, de præster giver udtryk for, og det eneste de opnår er, at bøsser og lesbiske ikke føler sig velkomne i folkekirken, siger Thomas Sveistrup

Homoseksuelle kan stadig ikke blive gift. De kan kun indgå registreret partnerskab og de skal på rådhuset. Velsignelsen i kirken er ikke juridisk bindende. Oppositionen i Folketinget presser dog på for at ændre ægteskabslovgivning, så det bøsser og lesbiske får mulighed for indgå registret partnerskab i kirken. Samtidig har kirkeministeriet gennemført en høring, hvor præsterne har haft mulighed for at fortælle deres mening om det.

I mellemtiden har Thomas og Kris fundet en præst der vil velsigne dem her i Ravnkilde Kirke.

- Mon ikke det kommer en dag, at vi kan blive gift i kirken og ikke bare få en velsignelse. Mon ikke det kommer en dag, hvor vi kan kalde det "mand og mand" ligesom "kone og mand", siger Thomas Sveistrup.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord