Preben Bang forsvarer udskældt minister

Preben Bang kritiserer Uddannelses- og forskningsminsterens tur i vridemaskinen i formiddagspressen i et opslag på Facebook.

Det nordjyske folketingsmedlem Preben Bang fra Venstre har på Facebook skrevet en forsvarstale for uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen. Ministeren oplever i disse dage kritik for at tro på gud og for sin uddannelse som Cand.Theol, og fordi han har fået meritoverført fag fra en norsk bibelskole. Men det er ikke rimeligt, ifølge partifællen Preben Bang.

-Esben Lunde Larsen, vores uddannelses-og forskningsminister er sammen med Bertel Haarder nok den mest vidende og bedst uddannede minister - og jeg tør faktisk godt inkludere alle 179 folketingsmedlemmer heri. Det er en udsøgt fornøjelse at høre den sobre, vidende og ordentlige måde, som Esben argumenterer på, skriver Preben Bang.

I en lettere ironisk tone kritiserer Preben Bang formiddagspressen, og kalder det kritikken af Esben Lunde Larsen "en tur i vridemaskinen".

-At han er hæderligheden selv og en af de allerbedst begavede ministre, er der ingen, der gider beskæftige sig med. For nu var det åbenbart Esbens tur til en omgang i vridemaskinen - og kender jeg formiddagspressen er vi kun lige begyndt, skriver Preben Bang Henriksen, og spørger til sidst retorisk:

- Man spørger, hvad der afholder mange mennesker fra at gå ind i politik?


Seneste nyt

fra Nordjylland