Preben Bang Henriksen: Regeringen har pengene klar

Kommer der en henvendelse fra Rigspolitiet, har regeringen pengene klar, siger Venstres retsordfører, Preben Bang Henriksen.

I kølvandet på nattens terroraktioner i Paris står regeringen klar med penge, hvis politiet får brug for dem.

Det siger det nordjyske folketingsmedlem Preben Bang Henriksen her til morgen til TV2 Nord.

- Det er en meget alvorlig sag, når Danmark for første gang siden Anden Verdenskrig er i 'markant forhøjet beredskab'. Derfor er jeg glad for, at vi netop har indgået et politiforlig, der kanaliserer 600 millioner kroner til politiet til lige netop det formål, siger retsordfører Preben Bang Henriksen.

Og skulle politiet få brug for flere penge, skal de bare henvende sig, siger han.

- Vi behandler lige nu tre terrorforslag i Folketinget, men skulle der opstå en akut situation, hvor der kommer en henvendelse fra Rigspolitiet, er regeringen klar med flere penge, forsikrer Preben Bang Henriksen.

Det 'markant forhøjede beredskab' betyder i første omgang en oprustning på de interne linier i politiet.

- Det forøgede beredskab medfører blandt andet, at alle landets politikredse sætter deres lokale beredskabsstabe i stabsberedskab, så de er klar til at kunne træde sammen med kort varsel, forlyder det i en pressemeddelelse fra Rigspolitiet.


Seneste nyt

fra Nordjylland