Premiere på film om Villestrup Å: Fra død å til smuk natur

28:47

Film om Villestrup Å

Onsdag aften viser vi filmen om smukke Villestrup Å. Et vandløb, der på godt og ondt har tjent menneske gennem århundreder.

Onsdag aften klokken 20:30 har vi på TV2 Nord Salto premiere på en enestående film om smukke Villestrup Å.

Villestrup Å i Himmerland er fra naturens hånd et af Danmarks fineste og smukkeste vandløb. Et stort fald og en konstant forsyning af koldt, klart vand fra blandt andet Store Blåkilde gør åen til noget særligt.

Det er også et vandløb, der på godt og ondt har tjent mennesket gennem århundreder. Vandmøller skabte en blomstrende, lokal industri, men spærrede for fiskenes vandring. Dambrug forurenede åen og Mariager Fjord, og ådalens blomsterrige enge og stejle overdrev groede til.

De seneste 20 år er Villestrup Å og ådal stille og roligt blevet ført tilbage til sin naturlige tilstand. Dambrug er nedlagt, opstemninger fjernet, gamle slyngninger er blevet genetableret, og åen har fået lov at arbejde sammen med det omliggende terræn. Naturpleje har givet den enestående natur i ådalen mellem Rold Skov og Mariager Fjord et løft.

I alle årene har Peter A. Larsen og Uffe Westerberg sammen med fotograf Torben Jensen fulgt åen, ådalen og de mennesker, der har arbejdet med at genskabe og forbedre naturen. Resultatet er blevet en film, der fortæller om arbejdet og ikke mindst om resultaterne. Intet sted i Danmark kan man for eksempel finde så mange ørreder som på de bedste strækninger af Villestrup Å. På skrænterne og i engene trives blomster, der ikke findes mange andre steder.

Åen skabte også grundlaget for godserne Willestrup og Ouegaard, og deres rige historie og betydning for området fortæller forfatteren Helge V. Qvistorff om.

Filmen er produceret i en version på 45 minutter, der har premiere onsdag den 18. maj. Det er en lukket forestilling for de mange, der undervejs har hjulpet tilrettelæggerne med at realisere filmen.

Alle andre kan se med samme aften kl. 20.30, når TV2Nord viser en kortere tv-version på 28 minutter.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord