Premiere til februar: Ejersbo-roman bliver til ny dramaserie på DR

Den 25. februar blænder DR op for en ny dramaserie i fem afsnit baseret på Jakob Ejersbos roman af samme navn.

Nordjyske Jakob Ejersbo blev bare 40 år gammel, men han nåede at markere sig med et imponerende forfatterskab, der allerede har udmøntet sig i én film, Nordkraft, og et teaterstykke på Aalborg Teater. Til februar føjes der så endnu et kapitel med levende billeder til en af Ejersbos romaner.

Den 25. februar har DR nemlig premiere på en helt ny dramaserie i fem afsnit baseret på Ejersbos roman Liberty. En serie, der blev præsenteret på et pressemøde i Rungsted torsdag eftermiddag. 

Serien udspiller sig i Tanzania i slutningen af 1980'erne. Her er to skandinaviske familier udstationeret: Den danske familie Knudsen og den dansk-svenske familie Larsson. 

I løbet af serien krydses de to familiers veje på dramatisk vis, og igennem de to familier oplever vi en parallel generationshistorie, hvor de voksnes idealistiske mission og egen selvrealisering ender som et svigt af børnene, der glider ud i periferien, mens familierne kommer under pres i mødet med den afrikanske kultur.

Flot modtaget

Selv om der stadig er en måned til premieren på DR-serien, er den allerede blevet flot modtaget. Liberty, der har blandt andre Connie Nielsen, Sofie Gråbøl og Carsten Bjørnlund i nogle af hovedrollerne, er netop blevet udtaget til at have verdenspremiere på den internationale filmfestival i Berlin 

- Jeg er simpelthen så stolt over, at vores arbejde med at bringe Liberty til live som dramaserie, allerede er blevet budt velkommen med så stor anerkendelse, som det er at blive udvalgt til filmfestivalen i Berlin. Derudover er jeg virkelig glad for, at Liberty får verdenspremiere i Berlin få dage før, den har premiere i Danmark - vi kunne ikke have bedt om en større gave, siger Karoline Leth, producent på Liberty.

Hele serien er optaget i Sydafrika, og blandt skuespillerne finder man både navne fra Hollywood, Danmark og Sydafrika.

Første afsnit af Liberty vises på DR1 søndag den 25. februar klokken 20.


Seneste nyt

fra Nordjylland