Prisen stiger på ældremad i Aalborg Kommune

Den kommunale ældremad stiger igen. De høje fødevarepriser får skylden.

I går vedtog byrådet i Aalborg at gennemføre en prisstigning på ældremaden i Aalborg, oplyser DR Nordjylland. Prisen stiger med 15 procent for hjemmeboende pensionister og det halve for beboere på ældrecentrene. Det svarer til at et aftenmåltid med dessert nu koster 48,50 kroner, og kost i et helt døgn står i 91 kroner dagligt.

Priserne på ældremad stiger, fordi både fødevarepriserne og transportudgifterne stiger voldsomt. Hvis ikke kommunen hævede prisen, ville den se frem til et underskud på fem millioner kroner på madservice. Pensionisterne, der i mange tilfælde kun har folkepensionen at leve af, må se frem til en tid med færre penge til andre ting:

- Det har da også givet en del debat i ældre og handicapudvalget. Men hvis ikke vi lader priserne stige, så skal vi finde en del millioner på andre konti, og det er der ikke basis for på nuværende tidspunkt, siger ældre- og handicaprådmand, Tina French Nielsen (V), til DR Nordjylland.

Flere nyheder fra TV2 Nord