Prisvindere gæster litteraturfestivalen Ordkraft

Den nordjyske litteraturfestival får besøg af prisvinderne Jesper Stein og Puk Damsgaard til april.

Vinderen af den fornemme pris, De Gyldne Laurbær, Jesper Stein kommer til den store ord-, sprog og litteraturfestival Ordkraft i Aalborg i april. Aftalen er netop faldet på plads.

-Lige så snart vi hørte, at Jesper Stein fik prisen, gik vi i gang med at få ham til Aalborg, og det lykkedes heldigvis, selvom der naturligvis er stor rift om den populære forfatter, siger projektleder Ove Hesselbjerg Rasmussen fra Ordkraft.

Jesper Stein bliver sat på programmet om eftermiddagen fredag den 8. april, hvor han vil fortælle om sit forfatterskab – selvfølgelig med specielt fokus på romanen ”Aisha”, som han fik De Gyldne Laurbær for. Den er den seneste – og fjerde -  i rækken af fortællinger om den hårdtprøvede og hårdkogte vicepolitikommissær Axel Steen og hans liv på og omkring Nørrebro i København.

Jesper Stein har en fortid som kriminal - og retsreporter på Morgenavisen Jyllands-Posten, og det er i høj grad sine erfaringer fra den tid, han trækker på i de populære og anmelder-roste romaner om Axel Steen og hans komplicerede liv.

Men Jesper Stein er ikke den eneste prisbelønnede forfatter, der kommer på Ordkraft Festival, som afvikles i dagene 7.-9. april på Kulturcenter Nordkraft i Aalborg. Også modtageren af journalisternes fornemste hæderspris – Cavling-prisen – kommer til Ordkraft i Aalborg.

Det drejer sig om journalisten og udenrigskorrespondenten Puk Damsgaard, der fik prisen for sin mangeårige indsigtsfulde og engagerede indsats som korrespondent i Mellemøsten og for sin seneste bog, ”Ser du månen, Daniel?”.  Puk Damsgaard bliver sidste indslag på Ordkraft Festival, som slutter lørdag den 9. april.

 

 

De Gyldne Laurbær (eller Boghandlernes Gyldne Laurbær) er en dansk litteraturpris. Den uddeles af Foreningen De Gyldne Laurbær, tidligere Boghandlerklubben. Prisen uddeles en gang årligt baseret på afstemning fra samtlige danske boghandlere, løbende fra start til slut januar.

Cavling-prisen er den mest prestigefyldte danske journalistpris. Den uddeles hvert år i januar til "en journalist eller en gruppe af journalister i samarbejde, der i særlig grad har udvist initiativ og talent i det forløbne år." Fonden bag prisen blev indstiftet i 1944til minde om Dansk Journalistforbunds stifter, Henrik Cavling.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland