Private i Hjørring skal overtage kommunens vej

Grundejerne på villaveje skal betale gildet, når Hjørring Kommune skal skære ned på budgettet for 2008

Hjørring skal spare, og så er 40 kilometer blinde villaveje blevet sparemål for Hjørring Byråds udvalg for teknik og veje.

- Vi skal finde 1,6 mill. kroner, og da vi har været rundt i hele organisationen og fået den trimmet og effektiviseret, er vi altså kommet dertil, at vi skal ud at operere i sådan noget som privatisering af villaveje, siger den socialdemokratiske formand for Hjørring Byråds Teknik- og Vejudvalg, Ole Ørnbøll.

Det er grundejerne, der har erhvervet deres grund med den service, der ydes på kommunale veje, meget utilfredse med.

Forslaget får det også svært i det politiske system. Venstres udvalgsmedlemmer melder fra.

- Det vil jeg ikke være med til her og nu. Det skal i hvert fald undersøges nærmere, siger udvalgsmedlem Kurt Mikkelsen, Venstre.

- Der kunne godt være andre modeller, hvor der fjernes nogle serviceydelser fra de helt små veje. Det vil jeg godt se på, men her og nu vil jeg ikke være med til at overføre alt til de private, siger Kurt Mikkelsen.

Udvalgsformanden er imidlertid indstillet på at få privatiseringen af de blinde veje indarbejdet i budgettet for 2008.

- Vejloven giver altså mulighed for at gøre det. Den siger endda, at vi ikke engang behøver at sætte vejene i stand, før vi sender dem videre. Men, her vil vi opføre os pænt og sørge for, at de ser ordentlige ud, inden grundejerne skal tage over, siger Ole Ørnbøll.

Kurt Mikkelsen håber nu på reaktioner fra borgerne, så forslaget om privatisering af vejene falder inden næste års budget fastlægges.