Privathospital: Fedmeoperationer stadig en god løsning

Det offentliges beslutning om at ændre reglerne for, hvem der kan få betalt en fedmeoperation er en politisk begrundet beslutning snarere end en sundhedsfaglig beslutning, mener privathospital.

Selvom det offentlige har skærpet kravene i forhold til alder og vægt, når det kommer til fedmeoperationer, mener privathospitalet Aleris-Hamlet i Aalborg stadig, at en operation kan være det rigtige for overvægtige, der ikke kan bevare et vægttab efter en slankekur.

- Det er en rigtig god operation for den gruppe, vi råder det til, og det bakkes vi også op i af Sundhedsstyrelsen. Vi ved, at det er en rigtig god behandling. Vi følger de retningslinjer, man følger i resten af verden, og de viser, at man efter sådan en operation oplever et blivende og stabilt vægttab, siger Peter Funch-Jensen, der er overlæge på Aleris-Hamlet.

Siden 1. januar 2011 kræver det nu en BMI over 50 for at få betalt en fedmeoperation. Før var grænsen en BMI på 40. Det har blandt andet betydet, at Aalborg Universitetshospital har omkring 75 procent færre operationer.

- De nye regler er politiske regler, og det handler om, hvem man vil betale for fra det offentliges side og ikke andet, siger Peter Funch-Jensen.

I dag er 20 procent af fedmeoperationerne betalt privat. Før regelændringerne var det en procent.


Seneste nyt

fra Nordjylland