Privatskole udfører livsfarlig nedrivning

05:02

Jobcenter i Hjørring sender folk i arbejde på farlig byggeplads

Foto: Frank Tronborg

1 af 2

Livsfarlig nedbrydning. Sådan beskriver 3F Skagerrak det arbejde, der de seneste to måneder er foregået af et hus, som tilhører Hjørring Private Realskole.

Skimmelsvamp, rod, murbrokker, åbne kloakker. Der er nok af problemer at vælge i mellem. Nedrivningen af et hus, som tilhører Hjørring Private Realskole, er livsfarlig, mener 3F Skagerak.  Ved realskolen har personer, der er i virksomhedspraktik fra Jobcenter Hjørring fået mulighed for at få afklaret deres arbejdsevne, udført nedbrydningsarbejde, som de ikke har forudsætninger for at lave.

Da formand for 3F Skagerak Frank Tronborg mandag lavede tilsyn med det arbejde, som i alt fire praktikanter har udført for Hjørring Private Realskole, fik han lidt af et chok.

- Jeg tænkte, at man skulle gøre noget med det samme, fortæller han.

Siden midten af november har praktikanter revet ned i huset, som skolen har købt og vil omdanne fra lejligheder til klasseværelser. Men de sikkerhedsmæssige forhold er langt fra i orden, mener 3F.

-  De er slet ikke acceptable overhovedet. Jeg er sikker på, at Arbejdstilsynet ville lukke byggepladsen med det samme.

Man kan falde ned og slå sig selv ihjel

Frank Tronborg har kontaktet Arbejdstilsynet, som i første omgang giver Hjørring Private Realskole en mulighed for at forbedre forholdene, Der er da også blevet fejet, siden billederne her blev taget i går, og nogle af hullerne i gulvet er nu skærmet - dog med en lidt alternativ løsning - men det er for let sluppet ifølge formanden for 3F Skagerrak.

Skolelederen på Hjørring Private Realskole mener ikke, at arbejdsforholdene er særligt grelle, men han vil nu lytte til 3Fs anvisninger.

- 3F har påpeget kritikpunkter ift. det arbejde, der bliver lavet. Det har vi lyttet til at taget til efterretning. Så beklager vi selvfølgelig, hvis vi ikke har været dygtige nok til at give de rigtige retningslinjer til dem, der har udført arbejdet, siger skoleleder Klaus Lundsgaard.

Ingen af de to praktikanter, der lige nu går under de kritisable forhold, var på byggepladsen i dag. Torsdag overtager kvalificerede håndværkere arbejdet, men Frank Tronborg kan ikke forstå, hvorfor folk uden forudsætninger for at nedbryde har kunnet arbejde i huset så længe.

- Man kan komme meget galt afsted. Der er store faldgruber. Man kan falde ned og slå sig selv ihjel, forklarer han.

Flere nyheder fra TV2 Nord