Problemer for Johannes V-museum

 Problemer for Johannes V-museum

EU stiller krav i forbindelse med sit tilskud

Nu haster det for alvor med at få samlet de sidste penge sammen til opførelsen af et museum for forfatteren og Nobelpristageren Johannes V. Jensen fra Farsø.

Ganske vist vandt det lokale firma Års Tømrer-og Snedker A/S licitationen med et bud på projektet for knap 3,9 millioner. Men EU stiller krav for at frigive de i alt tre millioner, man har sagt ja til at støtte museet med

Kravet er, at en fjerdedel af pengene skal være brugt inden 1. november, og det er et problem, fordi der stadig mangler 550.000 kroner for at få hele museums-projektet til at hænge sammen.

Ifølge Birgitte Juhl, som er udviklingsdirektør i Farsø Kommune, er der søgt masser af fonde, men uden at man har fået svar tilbage.

- Så jeg anser byrådsmødet den 11. oktober for helt afgørende, siger hun til P4 Nordjylland.

Her kan politikerne blive afgørende. For hvis museet skal blive til noget, og vi stadig ikke har skaffet den halve million, så skal de måske forholde sig til, om de vil træde til med pengene udover de 700.000, man allerede har givet, siger Birgitte Juhl.


Seneste nyt

fra Nordjylland