Aalborg gør klar til elløbehjul: Producent og kommune ser stort potentiale

Aalborg Kommune er i dialog med flere virksomheder om udlejning af elløbehjul i Aalborg, og hos en aalborgensisk forhandler går de elektriske transportmidler som varmt brød.

Hos Aalborg-virksomheden Cepelo A/S har man i øjeblikket travlt med at levere elløbehjul til kunderne.

- Om 10 dage får vi en container med 120 elløbehjul, og de skal sådan set bare sendes videre til kunder, fortæller Peter Lorentzen, direktør i Cepelo A/S.

Virksomheden, der er leverandør af en række produkter indenfor blandt andet auto- og byggebranchen, har det seneste halve år arbejdet på at udvide deres produktsortiment med deres eget brand indenfor elløbehjul.

For to måneder siden var de så klar til at sende deres såkaldte L-Ride One-løbehjul på markedet.

- Fra vi præsenterede dem og til nu har vi solgt på den gode side af 200 styk, og der er flere på vej. Så det er lige nu mest et spørgsmål om, at vi kan nå at følge med den efterspørgsel, der er, forklarer Peter Lorentzen.

Regler for brug af elløbehjul

  • Når du kører på elløbehjul, gælder de samme regler som for cyklister. Du må derfor ikke køre på fortovet eller på gågaden. Du skal følge cykelreglerne, og du skal køre på cykelstien, hvor der er cykelsti.
  • Du skal være fyldt 15 år.
  • Du må ikke bruge håndholdt mobiltelefon, mens du kører på elløbehjulet.
  • Du må ikke have passager med på løbehjulet.
  • Du skal køre med lys på hele døgnet. Du skal have en hvid eller gul lygte foran og en rød lygte bagpå. Lygterne skal sidde på løbehjulet og være tydeligt synlige på mindst 300 meters afstand.
  • Elektriske løbehjul, der er tilladt i trafikken, må højst kunne køre 20 kilometer i timen med motorkraft alene. 
  • Løbehjulet skal være forsynet med en rød refleks bagpå, en hvid refleks foran og gule eller hvide reflekser på hver side.
  • Børn under 15 år må kun køre på elektrisk løbehjul i trafikken, hvis barnet er sammen med en voksen på 18 år eller derover, som har kontrol over barnets kørsel. På lege- og opholdsområder er der dog ikke krav om, at børn, der kører på elektrisk løbehjul, skal være sammen med en voksen.
  • Promillegrænsen er 0,5, og der er nulgrænse for ulovlige stoffer.
  • Der må ikke være noget sæde på løbehjulet.
  • Løbehjulet skal være CE-mærket. Det må højst veje 25 kilo, være maksimalt to meter langt og 70 centimeter bredt.

Kilde: Rådet for Sikker Trafik.

Aalborg Kommune vil have udlejning

Et andet sted i Aalborg, hvor man ser muligheder i elløbehjulene, er hos kommunen.

- Vi er i dialog med nogle potentielle udbydere af elløbehjul i forhold til at få dem til at komme med en løsning til Aalborg Kommune, forklarer stadsingeniør i Aalborg Kommune, Svend Erik Pedersen.

Her ønsker man en løsning, der, ligesom i eksempelvis København og Aarhus, indebærer udlejning til borgerne forskellige steder i byen.

- Det kunne godt være et alternativ til at bruge bilen fra hjem til arbejde. I stedet tager man elløbehjulet hen til den kollektive trafik, tager elløbehjulet med under armen og tager elløbehjulet videre hen til slutdestinationen, forklarer Svend Erik Pedersen.

Politi: Kontroller kan forekomme

Hos Nordjyllands Politi er man også opmærksom på, at flere gør brug af elløbehjul.

- I og med der er flere borgere, der benytter sig af elløbehjul, så vil vores fokus også dreje i den retning, siger Søren Pejtersen, vicepolitiinspektør hos Nordjyllands Politi.

I andre danske byer har der været en del polemik omkring elløbehjulene, fordi mange ikke respekterer loven. Ved et busstoppested på Hobrovej i Aalborg gik det galt mandag aften, da en 15-årig pige blev påkørt af en ung mand på løbehjul, da hun steg af bussen.

- Vi kan se, at der i andre store byer er nogle udfordringer forbundet med elløbehjul. Hvis vi ser, at det bliver en udfordring hos os, så vil vi holde nogle kontroller, siger Søren Pejtersen fra Nordjyllands Politi.

Kommunen henter erfaringer fra andre byer

Aalborg Kommune er også opmærksom på problematikkerne med manglende overholdelse af reglerne.

- Det er jo ikke elløbehjulet i sig selv, der er en risikofaktor. Det er jo anvendelsen af elløbehjulet – ligesom det forholder sig med eksempelvis elcykler, forklarer stadsingeniør Svend Erik Pedersen.

Han fortæller, at man forsøger at hente erfaringer i blandt andet Aarhus med hensyn til en udlejningsordning for elløbehjul. Kommunen håber at have en aftale på plads med en virksomhed, der skal udleje elløbehjul i Aalborg, inden udgangen af 2019.

Og hos virksomheden Cepelo håber man at have ramt et frugtbart marked, selvom Aalborg Kommune nu melder sig på banen med en mulig udlejningsløsning

- Selvfølgelig er der en nyhedens interesse, men vi forventer, at den interesse og efterspørgsel vil være der også på lang sigt, siger Peter Lorentzen.

Det er indtil videre en forsøgsordning, der tillader de elektriske løbehjul på danske veje.


Seneste nyt

fra Nordjylland