Profilspiller til Frederikshavn FOX

Rævene fra Frederikshavn har skrevet kontrakt med den 25-årige målmand Pernille Fisker, som har skrevet under på en treårig kontrakt med FOX

Frederikshavnerklubben har kigget mod nord i deres iver efter at finde nye spillere. Resultatet er den unge Pernille Fisker, der spiller i den norske klub Gjerpen Hånadball. Spilleren er med i landstræner Jan Pytlicks udviklingslandsholdstrup, og FOX betegner selv den nye spiller som en stærk profil.

- Det glæder mig meget at vi har fået tilknyttet Pernille Fisker til vores fremtidige spillertrup. Hendes indstilling og arbejdsmoral stemmer meget godt overens med de værdier som vi ønsker i Frederikshavn FOX, og jeg er overbevist om, at Pernille kommer til at få en stor betydning for de resultater som vi søger at skabe i fremtiden, siger træner Anders Thomsen.

Pernille Fisker er i øjeblikket i gang med sin anden sæson i norske Gjerpen Håndball, som hun kom til fra Randers HK, hvor hun vogtede målet i fem år. Trods sin relativt unge alder har hun således allerede stor erfaring med håndbold på absolut topniveau.

- Jeg glæder mig meget til at blive en del af Frederikshavn Fox' fremtidige udvikling. Efter et par gode år i Gjerpen (Norge), der har været med til at udvikle mig både menneskeligt og som spiller, ser jeg frem til at komme tilbage til Danmark. Her passer en klub som Fox mig perfekt, da jeg opfatter den som en både meget professionel og socialt velfungerende klub, siger hun.

Pernille Fisker skifter til FOX til sommer


Seneste nyt

fra Nordjylland