Ellemann, Støjberg og Trane på besøg: Propfyldt Venstre-møde i Aalborg

Inger Støjberg og Ellen Trane Nørby går begge efter posten som næstformand i Venstre. Foto: Jesper Lange

Alle pladser var fyldt op, da kandidaterne til formandsposten og næstformandsposten i Venstre besøgte medlemmerne i Nordjylland.

Der var plads til 210 medlemmer, da Venstre i Region Nordjylland torsdag aften holdt møde i Tårnsalen ved Agri Nord i Aalborg. Men der kunne snildt have været flere – for interessen for mødet var stor. Faktisk stod der yderligere 20 medlemmer på venteliste.

Årsagen til den store interesse var, at tre af de meste omtalte Venstre-medlemmer for tiden var på besøg. Nemlig kandidaten til formandsposten i Venstre, Jakob Ellemann-Jensen, samt kandidaterne til næstformandsposten, Ellen Trane Nørby og Inger Støjberg.

- Der er behov for en ledelse, som samler fløjene, så vi ikke får ballade de næste mange år

Pernille Roth, Venstre, Region Nordjylland

Det var især da Ellen Trane Nørby annoncerede sit kandidatur til posten som næstformand, og der dermed var lagt op til kampvalg mellem hende og Inger Støjberg, at pladserne til aftenens møde kom i høj kurs.

Alle er interesserede i at høre, hvad kandidaterne har at sige, inden Venstres 850 delegerede skal beslutte, hvem de vil have som formand og næstformand.

Læs også Nordjysk politiker: - Det har været kaotisk internt i Venstre

- Der er behov for ro i Venstre. Der er behov for en ledelse, som samler fløjene, så vi ikke får ballade de næste mange år, siger Pernille Roth, der er bestyrelsesformand for Venstre i Region Nordjylland.

Hun håber personligt på, at Inger Støjberg bliver Venstres nye næstformand.

Lukket møde

Aftenens møde var lukket for pressen, og det var særdeles svært at få de nordjyske Venstre-medlemmer i tale.

Kandidaterne til næstformandsposten ville dog gerne sætte ord på den situation, som Venstre står i.

- Vi er et parti, der har været i en enorm krise. Det skal vi ud af. Det skal vi gøre på bedst mulig måde, og den, som medlemmerne er mest tryg ved, er den, der skal være næstformand, siger Inger Støjberg.

Ellen Trane Nørby ser det som en styrke, at der er flere kandidater til rollen som næstformand i Venstre.

- Det er en del af medlemsdemokratiet at sørge for, at der er noget at vælge mellem. Jeg mener, at jeg kan være med til at samle Venstre, og det har vi behov for ovenpå en meget tumultarisk periode, siger hun.

Det er 21. september, Venstres delegerede skal beslutte, hvem de vil have som formand og næstformand.

01:00

De tre kandidater til posterne som formand og næstformand i Venstre inden de gik ind til mødet i Tårnsalen i Agri Nord.

Luk video

Forsiden lige nu