Protest mod ungdomsboliger

Foto: Ivan Johan Hansen

De mange nye ungdomsboliger der skal bygges i Aalborg betyder store byggeprojekter i byen, men det betyder også mange naboklager. Sidst har naboerne til 4 nye boligblokke i Vejgaard klaget over byggeriet.

Lis Abildhauge nyder udsigten fra køkkenvinduet, så længe det varer. Himmerlands boligselskab vil bygge 4 nye 21 meter høje boligblokke med i alt 450 ungdomsboliger på Hadsundvej i Aalborg.

 

- Grunden er en af de højst beliggende grunde der overhoved er i Vejgaard, så det nye byggeri vil komme til at fremstå utroligt markant, siger en af naboerne Lis Abildhauge til TV2/NORD.

 

De nye ungdomsboliger kræver en ændring af lokalplanen som i dag kun tillader bygninger i op til 8,5 meters højde. Men den ændring er Aalborg Kommunen klar til.

 

- Selvfølgeligt er det en forandring i området at vi lægger op til en mere massiv bebyggelse end der tidligere har været, siger rådmand Mariann Nørgaard fra Venstre til TV2/NORD.

 

Naboerne vil dog ikke give sig uden kamp. 152 nåede at klage over byggeriet inden fristen udløb den 1. september.

 

- 450 ungdomsboliger, det er en enorm massiv byggeri at placere i et lavbyggeriområde, siger Lis Abildhauge til TV2/NORD.

 

De mange indsigelser skal nu behandles inden politikerne igen skal drøfte lokalplanforslaget.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord