Prøveløsladt blev taget for røveri

 Prøveløsladt blev taget for røveri

En 23-årig mand, der var prøveløsladt og tidligere dømt for røveri, kunne ikke modstå fristelsen under en tur i Salling. Han er nu igen anholdt for røveri.

Onsdag aften ved 18-tiden var den 23-årige mand, der kommer fra det nordlige Vendsyssel, på vej ud af Salling i Aalborg. Med sig havde han en stjålen jakke til en værdi af 2800 kroner. Butiksdetektiven havde opdaget tyven og fulgte efter ham. Han blev standset ude foran Salling, og det gjorde ham vred - og dermed blev tyveriet pludselig til et røveri. Tyven skubbede både butiksdetektiven og en kunde, som forsøgte at hjælpe detektiven. Kunden fik flækket læben og slået et stykke af en tand. Det fortæller vagtchef hos Nordjyllands Politi, Poul Badsberg.

Alligevel lykkedes det at holde tyven tilbage, til politiet ankom. Her fandt man ud af, at røveren var kørt til Salling i en stjålen bil.

Manden bliver stillet for en dommer torsdag.


Seneste nyt

fra Nordjylland