Køreplan: Psykiatrien skal lave en plan der holder pårørende i hånden

Et enigt psykiatriudvalg har netop besluttet at pålægge psykiatrien at udarbejde en plan for hvem gør hvad og hvornår, når en pårørende eller andre har været udsat for en voldsom hændelse som for eksempel drab.

Vi skal tage ansvar, og det er ikke nok at lægge en pjece, når folk er i chok. Sådan lyder det fra regionsrådsmedlem Lene Linnemann (SF), som i dag er glad for, at et enigt psykiatriudvalg under Region Nordjylland er enig og nu har besluttet, at det vil regionen gøre bedre.

- Vi har pålagt psykiatrien at lave en plan for, hvordan vi sikre hjælp til pårørende og andre, der har været udsat for en voldsom hændelse. Der skal være et menneske, nogen der tager sig af og holder i hånd gennem hele forløbet. Man skal ikke have besøg af en masse mennesker, men der skal være en plan for hvem gør hvad, hvornår og hvorfor, siger Lene Linnemann (SF).

Det handler om, at politi, læge, psykiatri og kommune skal samarbejde. 

Lene Linnemann havde fået sat punktet på den politiske dagsorden på baggrund af, at hun gennem en række indslag i TV2Nord var blevet opmærksom på, at flere pårørende har følt sig ene og forladt efter en af deres nærmeste var blevet dræbt. 

quote Vi har pålagt psykiatrien at lave en plan for, hvordan vi sikre hjælp til pårørende og andre, der har været udsat for en voldsom hændelse

Lene Linnemann (SF) medlem af psykiatriudvalget, Region Nordjylland

I en af de tragiske sager mistede Morten Larsen fra Bindslev sin 9-årige datter. Hun blev slået ihjel af sin psykisk syge mor. Midt i sit livs værste krise var der ingen hjælp at hente, efter at politiet havde afhørt ham.

- De giver mig et visitkort med et telefonnummer og siger, at jeg bare kan ringe, hvis der er noget, siger Morten Larsen.

Men han kan ikke overskue at ringe efter hjælp i dagene efter den traumatiske hændelse. I stedet går han alene rundt i et vedvarende mareridt med sine tanker og følelser, og det forfølger ham stadig den dag i dag.

- Nu sætter vi noget i gang i erkendelse af, at det her kan vi gøre bedre, fastslår Lene Linnemann. 

Region Nordjylland har ved samme lejlighed forespurgt øvrige regioner om, hvad de gør, og fra tilbagemeldingerne fra Region Midtjylland er, at regionen har en fællespsykiatrisk retningslinje, som beskriver procedurer i psykiatrien i Region Midtjylland for hjælp og støtte til pårørende (samt patient og personale) ved alvorlige eller dødelige utilsigtede hændelser for patienten.

Region Hovedstaden har ikke en overordnet vejledning eller en fast procedure for hjælp og støtte til pårørende, mens Region Syddanmark og Region Sjælland ikke har svaret. 

Region Nordjylland har lige nu en seks siders pjece til brug i forbindelse med tragiske hændelser, men den skal nu suppleres med en direkte handleplan. Hvornår den plan ligger klar vides ikke.

- Det må tage den tid, det tager. Der er mange parter, der skal ind over her, og det kommer formentlig til at tage tid, og det vigtigste er, at vi får en plan, der er grundig og god, siger Lene Linnemann.

Se hele TV2 Nord debatprogram, Fokus, om psykisk syge, der dræber, her

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland