Psykisk syg fængslet for Thisted-drab

En 58-årig mand blev søndag varetægtsfængslet for drabet på en 45-årig kvinde i Thisted. Manden er for psykisk syg til at kunne være til stede i retten.

Den 58-årige mand, der i går aftes blev anholdt og sigtet for
knivdrabet på den 45-årig Hanne Dahl på en parkeringsplads i
Thisted, blev i dag ved Retten i Holstebro varetægtsfængslet i
fire uger. Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.
Manden var ikke selv til stede ved grundlovsforhøret. Han er
for psykisk syg til at rejse sig fra sin seng på sygehuset, og
politiet har indtil videre måtte opgive at afhøre ham.
Under grundlovsforhøret kom det frem, at kvinden - der er mor
til fire børn - har arbejdet som sekretær på værestedet
Dagshuset i Thisted, og at hun i sommer blev passet op på gaden
af en mand, der beskyldte hende for at havde forgiftet hans
familie.
- Manden mente, at hun havde serveret forgiftet kaffe. Det er
med stor sandsynlighed den 58-årige, for der er flere faktorer,
der passer sammen. Men vi har ikke fået det bekræftet endnu,
siger vicepolitikommissær Jes Hvas.
Han ønsker ikke at uddybe disse faktorer nærmere, end at den
58-årige tilsyneladende har haft svært ved at komme sig over sin
hustrus død for år tilbage. Han understreger samtidig, at den
58-årige ikke i forvejen er kendt af det psykiatriske system.
Hanne Dahl blev overfaldet kort efter klokken 12.30 på
parkeringspladsen foran en Fakta-forretning på Kastet 39. Ifølge
vidner satte den 58-årige sig oven på kvinden og stak hende
flere gange i halsen. Herefter flygtede gerningsmanden i en sort
bil - en bil, som han få timer senere blev anholdt i.
Gerningsvåbnet er endnu ikke fundet.
- På et tidspunkt henvender han sig til en person i en
kolonihaveforening og siger, at han tror, han har slået en
kvinde ihjel, forklarer Jes Hvas.
Kvinden erklæret død først på eftermiddagen lørdag.
/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland