Psykisk syg får behandlingdom for hærværk på 228 gravsten

Der er i dag faldet dom i sag mod psykisk syg mand, som i to omgange har skændet gravsteder på to kirkegårde.

Den 46-årige mand, der var tiltalt for at have skændet 228 gravsteder og begået hærværk på kirkegårde i Visborg og Hadsund i henholdsvis 2016 og 2019, er i dag fundet skyldig og idømt en behandlingsdom. 

Manden blev ved domsafsigelsen frikendt for flere forhold i anklageskriftet, der omhandlede indbrud på en privatadresse. 

- På grund af usikkerhed omkring de tekniske beviser ved indbruddene og tiltalen vedrørende blufærdighedskrænkelse, blev han frifundet for disse. Men der er mange mennesker derude, som nu kan få en afslutning på de mange sager om hærværk på gravstederne og kirkegårdene, så alt i alt er jeg meget tilfreds med dommen, siger anklager i sagen, Bjørn Fogh Sørensen. 

De to tiltalepunkter, der handler om hærværk på kirkegårdene, omfatter skænding af i alt 228 gravsten - hærværk, der kostede 120.000 kroner at reparere i Visborg og 230.000 kroner i Hadsund. 

Anklagemyndighedens beviser mod den 46-årige skabte en meget klar forbindelse mellem den 46-årige tiltalte og kirkegården i Visborg, der blev udsat for hærværk tilbage i september 2016. Et stykke sort tape fundet på kirkegården bar nemlig den tiltaltes DNA - og den tiltaltes forhold til både tape og spraymaling understøtter anklagemyndighedens teori om, at det er ham, der er gerningsmanden bag det alvorlige hærværk.

På den tiltaltes bopæl fandt politiet nemlig, i forbindelse med efterforskningen af Visborg-sagen, et bælte med eftermonteret tape, der gør det muligt at bære både dåsesodavand og spraymaling i bæltet. Til det fund forklarede den 46-årige i retten, at han 'bor meget specielt - og der maler jeg og så videre.'

Mentalundersøgt - ikke egnet til straf

Han erkendte efterfølgende, at han i 2016 kørte rundt på kirkegården på sin knallert - men at det kun skete en gang, og at det var om dagen. Anklagemyndigheden påstår ellers, at hærværket i Visborg blev udført om aftenen eller natten.

- Manden er blevet mentalundersøgt, og Retslægerådet har ikke fundet ham egnet til straf. Nu bliver han indlagt på en psykiatrisk afdeling op til et år, eller indtil lægerne mener, han er velbehandlet. Herefter vil lægerne i op til fem år lave kontrol af hans mentale tilstand, og om han bliver dårligere og eventuelt skal tvangsindlægges. Så selvom han ikke får en straf, får han en behandlingsdom, som tidsmæssigt strækker sig meget længere, end en staf ville have gjort, siger anklageren. 

Den 46-årige valgte at modtage dommen. 

TV: Dagen efter hærværket på Hadsund Kirkegård var pårørende på kirkegården for at besigtige det voldsomme hærværk.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland