Psykolog skal hjælpe erhvervs-skoleelever

Forberedelser til DM i skills. Foto: Tommy Hald

I slutningen af januar, skal erhvervsskoleelever fra hele landet dyste til DM i Skills i Aalborg. Derfor havde de Nordjyske Erhvervsskoler i dag indkald en sportspsykolog, til at give de unge nordjyder et par gode råd om, hvordan man vinder.

Annika Gunneklev er i lære som butiksslagter. Samtidig stiller hun op når DM i Skills skal finde Danmarks bedste butiksslagterelev.

- Hvis jeg vinder så bliver jeg helt vild glad, men der er jo rigtig mange gode der er med, så jeg gør det jeg kan, siger Annika Gunneklev til TV2/NORD.

Men det er ikke altid de gode evner rækker til en god placering. Nerver og stress kan slå selv den dygtigste elev ud, så erhvervsskolerne har tilkaldt hjælp i form af en sportspsykolog.

- Ved at vi henter en sportspsykolog ind, så kan vi give dem det der ekstra der skal til for at vinde, siger projektleder hos Nordjyske Erhvervsskoler, Per D. Kristensen, til TV2/NORD.

Martin Langageraard træner til daglig både AaB og Jægerkorpset i, at præstere når det gælder. Og det gør det også når de unge skal præstere til DM i Skills.

- Her skal de jo være dygtige på et bestemt tidspunkt, på en bestemt scene i en konkurrence som er et DM. Så det her med at arbejde med, at jeg faktisk ved hvornår jeg skal være dygtig og jeg tror på, at jeg kommer til at være dygtig når jeg skal være det, det er et centralt stykke mentalt arbejde, som det er centralt at fokusere på, siger Martin Langagergaard til TV2/NORD.

Vinderen af DM i Skills i Aalborg går videre til World Skills som afholdes i Brasilien.

Flere nyheder fra TV2 Nord