Pusterum til egnsteatrene

Det får også tre nordjyske teatre glæde af

De mørke skyer over egnsteatrene er midlertidigt trukket væk. Kulturminister Brian Mikkelsen (K) har besluttet, at teatrene skal have et uændret tilskud i 2008.

Nordjylland har Vendsyssel Teater, Himmerlands Teater og Limfjords Teatret på Mors.

Beslutningen kommer efter pres fra oppositionen, lokalpolitikere og teaterfolk, der frygter, at de lokale teatre vil få alvorlige økonomiske problemer, hvis ikke de fortsat får 50 procent i statslig refusion.

Der vil blive tale om en ekstraordinær tilførsel på i alt ca. 4,5 mio. kr. i 2008, oplyser Brian Mikkelsen.

Men allerede i 2009 kan teatrene løbe ind i nye økonomiske problemer. I foråret vedtog regeringen og Dansk Folkeparti en lov, som indfører rammestyring for egnsteatrene. Det betyder, at statstilskuddene til teatrene hvert år skal fastsættes på finansloven. /ritzau/

Flere nyheder fra TV2 Nord