Rabalderstræde i nat

Med 24 anholdte havde ordensmagten i Nordjylland mere end rigeligt at se til natten mellem fredag og lørdag.

- Der har været rigtig mange mennesker ude i nat. Gadebilledet har været meget præget af skoleafslutninger og det gode vejr, siger vagtchef Poul Badsbjerg til TV2/Nord.

Det var de almindelige uromagere og bilister med for meget alkohol i blodet, der gav politiet sved på panden i den lune sommernat.

I Hjørring var en anholdt for eksempel så utilfreds med sin frihedsberøvelse, at han nikkede en betjent en skalle i patruljebilen på vej fra Hjørring til Frederikshavn. Han kan nu se frem til en sigtelse for vold mod tjenestemand.

Også i Aalborg var der utilfredse kunder: tidligt lørdag morgen strittede en mand i Jomfru Ane Gade så meget imod anholdelsen, at politiet måtte bruge peberspray for at få ham til at falde til ro.

Men det til trods er der ingen af de anholdte der har begået så store overtrædelser, at de skal fremstilles i grundlovsforhør.


Seneste nyt

fra Nordjylland