Racerkører om straf: Jantelov og smålighed

Den nordjyske racerkører Ulrik Linnemann vandt gårsdagens løb på Nisseringen ved Næstved, men en skrivebordsafgørelse fratog ham sejren.

Et sammenstød mellem Ulrik Linnemanns Peugeot og en konkurrent blev afgørende i gårsdagens løb på Nisseringen ved Næstved.

Løbet er en del af danmarksmesterskabet i rallycross i super 1600.

Ulrik Linnemann havde kørt sig til en pole position inden finalen, men han mistede førstepladsen allerede i første sving. Den får han dog erobret tilbage på anden omgang, men så sker sammenstødet.

Ulrik Linnemann forklarer efterfølgende, at en bagfrakommende bil bruger hans Peugeot som stopklods i svinget. Bilen brager ind i siden på Linnemann, som først bliver sendt på tværs af banen og siden ud i sandet.

Det lykkes dog Ulrik Linnemann at indhente det tabte og vinde løbet. Troede han.

Efter løbet blev han frataget fire sekunder og mister dermed førstepladsen, som blev sikret med en margin på tre sekunder.

- Nogen har indrapporteret, at jeg har kørt min konkurrent af, på trods af at jeg lå forrest ved indgangen til svinget. Hvem der har set og indrapporteret den afkørsel, ved jeg ikke, men noget tyder da på, at støvet har været et problem for andre end dem, der kører racerbilerne her i dag, siger Ulrik Linnemann ifølge en pressemeddelelse.

Det nordjyske team tøver ikke med at kalde afgørelsen og indberetningen smålig. De mener, der er tale om jantelov.

- Endnu en gang må vi nok indse, at det ikke er godt at have et kendt efternavn. Måske vi skulle droppe Linnemann, siger en vred teamchef Jørgen Linnemann.

Teamet fortsætter nu til Norge, hvor Ulrik Linnemann skal deltage i tredje afdeling af EM.


Seneste nyt

fra Nordjylland