Radioaktivt affald i Frederikshavn: Regering erkender problem

Når ophugningen af boreplatforme snart begynder i Frederikshavn, som det første sted i Europa, er der et uløst affaldsproblem med radioaktivt materiale fra undergrunden.

Det er planen, at det amerikanske firma Modern American Recycling Services til efteråret går i gang med at skrotte boreplatforme på den nye havneudvidelse i Frederikshavn. Når det sker bliver problemet med eventuelt radioaktivt affald presserende. Hvis det overstiger Sundhedsstyrelsens grænseværdier kan det nemlig ikke flyttes, men må i stedet oplagres midlertidigt i Frederikshavn.

Det amerikanske firma forventer at skrotte ca. 5 boreplatforme om året foruden et større antal skibe. Det giver 200 arbejdspladser – men altså også et affaldsproblem, som det nordjyske medlem af Regeringen Karsten Lauritzen (V) erkender.

- Hvis der er et hul i loven – og det kan der godt være, at der er her, så skal vi finde en løsning på det, så det ikke bliver arbejdspladser på bekostning af miljøet, fortæller skatteminister, Karsten Lauritzen.

Som TV2 Nord har fortalt er der flere statslige styrelser involveret i reglerne omkring det naturligt forekommende radioaktive materiale fra undergrunden, men altså ingen der alene har styr på problemet.

Det har medført massiv kritik fra både Esbjergs og Frederikshavns borgmestre.

I Esbjerg opdagede byrådet pludselig sidste efterår, at de sad på Danmarks største depot af radioaktivt affald fra Mærsk Olie og Gas (Nu overtaget af Total), da en kontrol fra Sundhedsstyrelsen afslørede at materialet blev opbevaret i strid med reglerne. De lokale politikere blev aldrig orienteret om, at Staten havde givet tilladelse til lageret.

- Det store problem er, at Staten ikke har kunnet anvise en permanent placering  til det her affald, som virksomhederne og branchen kan få det transporteret hen til. Nu står det nærmest på en indhegnet parkeringsplads, hvor vi ikke har mulighed for at flytte det, og det har jeg det ikke ret godt med, siger Esbjergs borgmester Jesper Frost Rasmussen (V)

Hans kollega i Frederikshavn Birgit S. Hansen (S) efterlyser også en reaktion fra Staten.

- Det her er jo ikke Frederikshavns problem  - det er Statens problem. De skal finde ud af, hvordan man håndterer boreplatforme, der kan indeholde radioaktivt materiale, siger Birgit S. Hansen.

I modsætning til Esbjerg, der intet anede om problemet før sidste efterår, så er Frederikshavn Kommune gået frivilligt i gang med planerne om at skrotte boreplatforme. De kendte dermed også risikoen for radioaktivt affald. Det nordjyske medlem af Regeringen Karsten Lauritzen mener derfor også, at løsningen af problemet er et fælles anliggende.

- Frederikshavn skal påtage sig deres ansvar – så vil jeg gøre mit til, at Staten og Regeringen påtager sig vores, og det er bl.a. at finde ud af hvilken myndighed, der skal finde en løsning for, hvad man gør ved det her affald, for det kan de ikke løse alene i Frederikshavn. 


Seneste nyt

fra Nordjylland