Rådne spær kan lukke White Hawks-hjemmebane

De rådne spær i Frederikshavn Skøjtehal kan betyde, at Frederikshavn White Hawks ikke kan bruge deres hjemmebane, når det sner. Foto: TV2/Nord

Frederikshavn White Hawks hjemmebane kan komme i fare, når det sner. Rådne spær kan give problemer.

Spærene i skøjtehallen i Frederikshavn er angrebet af råd. Det kan i værste fald betyde, at Frederikshavn White Hawks bliver nødt til at flytte deres hjemmekampe, når det sner.

- Hvis der kommer en ekstraordinær påvirkning af vægten af kraftigt snefald, så kan vi ikke vide, om konstruktionen kan holde til det, siger afdelingsleder ved kommunens ejendomscenter, Peter Munk, til P4 Nordjylland.

Frederikshavn Kommune har i den seneste tid undersøgt spærene, og onsdag foretages den sidste del af undersøgelserne, når en ekspert fra Teknologisk Institut skal vurdere, hvor omfattende skaderne er. Efter efterårsferien, når alle undersøgelser er vurderet, skal Kultur- og Fritidsudvalget i Frederikshavn Kommune beslutte, hvad der skal gøres ved skøjtehallen.

Peter Munk understreger, at der i øjeblikket ikke er nogen risiko forbundet med at være i skøjtehallen.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord