Rådnet kaskelothval skal nu parteres

En kaskelothval er drevet i land på stranden ved Nørre Lyngby i Vendsyssel. Hvalen skal nu parteres.

En 10 meter lang død kaskelothval skal nu parteres, efter at den i tirsdags strandede ved Nørre Lyngby.

Det fortæller museumsinspektør og biolog Lasse Fast Jensen fra Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg.

- Nu forestår der et stort parteringsarbejde fra mandag, hvor vi med knive og en traktor skærer alle bløddelene væk fra skelettet, sådan at vi kun har et råt skelet tilbage, siger han.

Hvalen har formentlig været død i flere måneder før den drev i land.

- Det er en rigtig død hval, som er voldsomt henfalden. Den er meget rådden og lugter ikke godt, siger Lasse Fast Jensen.

Sidste år i begyndelsen af april skyllede en anden død kaskelothval op på stranden ved Bovbjerg Fyr. Den befinder sig nu på Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg, hvor den renses, så den kan indgå i museets omfattende samlinger af havpattedyr.

Alligevel er det ikke en årlig begivenhed, at der strander hvaler på de danske kyster.

- Det sker forholdsvist sjældent. Men vi havde trods alt en sidste år i samme stil, der var ganske rådden, da den kom ind. Der kommer også til tider levende hvaler ind, men det hører til sjældenhederne, siger han.

Selvom der altså allerede er en frisk kaskelot i samlingen, så skal også den nye kaskelots skelet transporteres til Zoologisk Museum i København, når parteringen er færdig.

- Vores primære opgave er at sikre skeletdelene, så de kan indgå i samlingerne. Det gør vi både af formidlingshensyn, men også for at vi kan bruge dem til forskning, så vi kan blive lidt klogere på de her hvaler, siger han.

Kaskelothvalen er den største af alle tandhvaler med en længde på op til 19 meter og en vægt på 45 tons. Kaskelotten lever normalt længere ude i Nordatlanten.

Kaskelotten har et enormt hoved, der kan udgøre en tredjedel af dyrets længde. Hovedet fungerer som en sonar, der kan producere den kraftigste lyd i dyreverdenen - svarende til lyden fra et riffelskud på en meters afstand.

Kaskelotten bruger sonaren, når den søger efter føde.


Seneste nyt

fra Nordjylland