Det kostede dyret livet, at det invaderede et hus og en have i Frederikshavn
Først skabte det panik i et hus - så flygtede det til genboens have. Og der sluttede tilværelsen for et rådyr, der fredag formiddag tog på bytur i Frederikshavn.
Politiet i Frederikshavn fik en melding om, at et rådyr var gået ind i et hus på Finnsvej. Dyret var gået i panik - konstaterede anmelderen - og var begyndt at rasere huset. Det gik ud over indboet, og det lykkedes dyret at vælte flere potteplanter inden det tog flugten ud af huset.
Flugten endte i genboens have, hvor en jæger skød dyret.
- Det nærmeste skovområde ligger nogle kilometer væk, siger en undrende vicepolitikommissær Steen Hørlyck til DR Nordjylland.
- Vi måtte da lige høre historien et par gange, før vi agerede, siger han.