Rågeunger må nu skydes

Foto: Thomas Gaardsmand

Så snart rågeungerne i tre store kolonier i Hadsund er udruget, bliver de skudt.

På TV2/Nord har vi tidligere fortalt om sure borgere i Hadsund og omegn, der var trætte af larmende råger. Men nu er der hjælp på vej.

Borgerne i Hadsund har indsamlet mere end 10.000 underskrifter for at få lov at skyde de larmende fugle. Og Naturstyrelsen har nu givet tilladelse til, at rågeungerne må skydes, når de kommer du af æggene. Det oplyser DR Nordjylland.

Men borgmester Mogens Jespersen fra Venstre ville hellere have haft lov til at skyde de voksne fugle.

- Det er da mere fornuftigt, hvis vi kan få lov at regulere i de voksne fugle frem for at lade dem udruge deres æg og så få lov at skyde ungerne. Den fremgangsmåde kan jeg simpelthen ikke forstå, siger han.

Borgmesteren vil nu igen bede Naturstyrelsen om lov til at skyde de voksne fugle, så de ikke kan få unger igen næste år.

Der er flere end 500 reder i de tre rågekolonier, og det er Hadsund Jagtforening, der har fået til opgave at skyde ungerne.