Rambuk-tyveri mod autolakerer

Politiet ved ikke hvordan, tyvene er kommet ind, andet end man kan se et kæmpehul i den tykke mur.

Voldsomt indbrud i nat, da ukendte gerningsmænd bankede et kæmpe hul i en mur hos en virksomhed i Aalborg Øst og hev et pengeskab ud. OPDATERET KL: 15.15

Det var et overraskende syn der mødte Mads Dencker og hans kolleger, da de kom på arbejde tirsdag morgen. Natten til tirsdag omkring klokken tre brød ukendte rambuktyve ind på kontoret ved Denckers Autolakering i Aalborg Øst.

Indbrudstyvene har formodentlig kørt en gaffeltruck gennem væggen, for at komme ind til et pengeskab på kontoret. Det har forsaget et stort hul i væggen på størrelse med en dør, som tyvene har hevet pengeskabet ud igennem.

- Det værste er det store hul og ødelæggelserne. Det er hele muren, der er ødelagt og så en kopimaskine. Alting kan erstattes, men det er mere det, at de har lavet så meget ravage for så lidt, siger Mads Dencker, der er direktør ved Denckers Autolakering.

Mads Dencker har forklaret, at der kun var få tusind kroner i det pengeskab, som tyvene slap af sted med. Heraf skulle nogle af kontanterne være brugt til personalets årlige julefrokost.

- Jeg håber, at forsikringsselskabet dækker, så vi alligevel kan komme ud og spise og drikke lidt, siger Mads Dencker.

Nordjyllands Politi har flere spor at arbejde ud fra. Blandt andet noget videoovervågning fra Dencker Auto, hvor man kan se rambuktyvene i aktion.

- Vi har indsamlet noget DNA-materiale fra selve gerningsstedet, som vi skal have undersøgt. Og så har vi fået DNA fra selve pengeskabet, og det skal vi selvfølgelig også have undersøgt, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Henrik Beck.

Flere nyheder fra TV2 Nord