Randzoner bliver ikke kontrolleret

Og det er selvom kommunerne dagligt fører tilsyn med deres vandløb.

På trods af at kommunerne dagligt kontrollerer landets vandløb bliver deres viden ikke brugt, når der skal føres tilsyn med Randzoneloven. Kommune og Stat forvalter nemlig hver sin lov og derfor bliver de lokale eksperter ikke spurgt til råds.

I Jammerbugt Kommune fører Christian Sejlund og to kolleger tilsyn med ca. 500 km. Vandløb og kan derfor ikke undgå at se masser af overtrædelser af Randzoneloven. Men selv om Randzonelov og Vandløbslov omfatter præcis samme vandløb er tilsynet to forskellige ting.

- Det er lidt et paradoks, at der kan rende flere tilsynsmyndigheder rundt i hælene på hinanden langs vandløbene. Det kunne sikkert gøres mere effektivt, siger Skov og Landskabsingeniør Christian Sejlund fra Vand og Natur, Jammerbugt Kommune.

Byrådsmedlem i Jammerbugt Kommune Erik Ingerslev (SF) forstår ikke, at stat og kommune undlader at samarbejde om tilsynsopgaven.

- Det undrer mig meget, at NaturErhvervstyrelsen ikke inddrager det personale fra kommunerne, som dagligt ser hvad der foregår i marken. Efter min mening har staten slet ikke samme ressourcer til at føre tilsyn, så jeg synes ikke loven bliver opretholdt betryggende.

Ifølge Christian Sejlund vil det være en formsag at samarbejde om tilsynet med randzonerne.

- Det vil ikke være det store problem. Vi går jo ude ved vandløbene i forvejen!

Har du en god historie? Tip TV2/Nords Nyhedsjægerkorps på tip@tv2nord.dk


Seneste nyt

fra Nordjylland