OB arver to AaB-spillere

Mathias Thrane og Rasmus Jönsson er begge fortid i AaB, men fortsætter karrieren i Superligaen. Deres nye klub er OB.

Det var kun lige meldt ud, at Rasmus Jönsson har valgt ikke at forlænge sin kontrakt med AaB, da OB på deres hjemmeside skriver, at man har skrevet en toårig kontrakt med den svenske angriber.

- Vi får en spændende offensivspiller, der har en god alder og samtidig en god portion erfaring fra højeste niveau i både Danmark og Sverige, og naturligvis også Tyskland. Han kender vores måde at spille fodbold på, og vi er overbevist om, at han passer rigtig godt ind i både vores trup og spillestil, så vi glæder os til at have ham som en del af OB, siger sportsdirektør Jesper Hansen til ob.dk

Cheftræner i OB Kent Nielsen kender allerede Rasmus Jönsson fra sin tid som træner i AaB. Rasmus Jönsson bliver den anden spiller, der skifter fra AaB til OB, når sommerpausen er overstået. Det første skifte var Kenneth Emil Petersen.

- Jeg glæder mig til at komme til OB og byde ind med mine kvaliteter. Der er mange spændende ting i gang i OB, som jeg ser frem til at være en del af. Desuden kender jeg spillestilen, og jeg ved, hvordan Kent gerne vil spille fodbold. Jeg vil gerne takke alle i Aalborg for tre fantastiske år, som jeg kun har godt at sige om. Nogle gange vil man gerne prøve noget nyt og nogle nye omgivelser, og der var OB en mulighed, som tiltalte mig meget, siger Rasmus Jönsson til ob.dk.

Rasmus Jönsson og Kenneth Emil Petersen er dog ikke de eneste AaB-spillere, der skifter Aalborg ud med Odense.

Også Mathias Thrane, der efter kontraktudløb, er fri til at finde ny arbejdsgiver skifter til OB. Cheftræner Kent Nielsen hentede i sin tid Thrane til OB og de to genforenes nu.

- Jeg var med til at hente ham til AaB for to år siden, og efter en første sæson, hvor han løb ind i nogle af de skadesproblemer, man ofte ser hos spillere, der lige er kommet på fuld tid, så har han haft et godt år at videreudvikle sig i efterfølgende. Han er stadig ung, men allerede i HIK-tiden spillede han mange førsteholdskampe og scorede en del mål. Vi får en energisk og talentfuld spiller med nogle kreative evner og en god målfarlighed, som vi tror og håber på, at han kan videreudvikle hos os. Sammen med hans talent vil han også kunne bidrage i truppen med sin væremåde og store professionalisme, siger Kent Nielsen.

For Mathias Thrane bliver skiftet til OB også et gensyn med Fyn. For selvom han oprindeligt er fra Nordsjælland, så har han også tidligere prøvet kræfter med Fyn, da han tog sin 9. klasse på Oure-skolerne.

- Jeg er meget beæret over at skulle være en del af en stor klub som OB, som jeg ser som en klub i stor fremgang. Jeg håber på mange succesfulde år her, og jeg er selvfølgelig rigtig glad for, at Kent Nielsen stadig ser et potentiale i mig. Jeg synes selv, at jeg har mine styrker i spilforståelsen og kombinationsspillet, men jeg har også en god motor og kan godt lide at arbejde hårdt. Jeg har haft nogle rigtig gode år i Aalborg med en masse fantastiske mennesker deroppe, og det vil aldrig glemme. Men nu ser jeg frem til at blive OB’er, og jeg håber at få chancen for at bidrage endnu mere her og være med til at skabe nogle gode oplevelser for klubben og for OB’s publikum, siger Mathias Thrane.


Seneste nyt

fra Nordjylland