Rasmus Prehn og Orla Hav enige - Mette Frederiksen vil være en god formand

Med henholdsvis 13046 personlige stemmer og 5875 personlige stemmer er Orla Hav og Rasmus Prehn blevet genvalgt til Folketinget. Socialdemokraterne kan, som det eneste parti i Nordjylland, forvente at få det samme antal mandater som før valget.

Der har ikke været nogen udskiftning i mandatsammensætningen hos Socialdemokraterne i Nordjylland. De to folketingsmedlemmer Orla Hav og Rasmus Prehn er blevet genvalgt, men henholdsvis 13046 og 5875 personlige stemmer.

- Når man tænker på, hvilke kapaciteter og dygtige mennesker, der rent faktisk er røget ud af Folketinget ved det her valg, så skal man jo være meget stolt og føle sig meget privilegeret over at have fået et genvalg, så det er jeg rigtig glad for, siger Rasmus Prehn.

- Jeg er rigtig glad for, at have fået muligheden for at kunne fortsætte. Jeg synes, at jeg har fået et rigtig, rigtig godt valg. Så pænt tak, sige Orla Hav.

Rasmus Prehn har fået næsten samme antal personlige stemmer som ved sidste år, men han havde forventet at få lidt flere.

- De personlige stemmer er stort set det samme som sidste gang, og det kan jeg godt undre mig lidt over. Jeg synes, at jeg har leveret rigtig mange gode resultater til Nordjylland, og jeg synes, at jeg har ført en meget offensiv kampagne, og at jeg har fået rigtig god støtte. Derfor havde jeg sat næsen op efter et bedre personligt resultat, men sådan er det engang imellem, og man skal være glad for at være genvalgt, siger Rasmus Prehn.

Orla Hav er ærgerlig over, at han nu skal til at være i oppositionen, og han mener, at det er en svær situation for Lars Løkke Rasmussen at danne regering i.

- Det er jo rigtig ærgerligt, at vi mister regeringsinitiativet. Jeg synes faktisk, at regeringen har lavet mange gode resultater, men sådan er det politiske liv jo. Det er en utrolig svær situation, som Lars Løkke Rasmussen skal danne en regering i, siger Orla Hav.

Både Orla Hav og Rasmus Prehn er enige om, at Mette Frederiksen vil være en et godt valg som en ny formand for Socialdemokraterne.

- Det ser ud som om, at det er ret oplagt, at vi får den ålborgensiske Mette Frederiksen, som ganske vist er valgt og opstillet i Ballerup, men som jo kommer her fra Aalborg. Jeg har været DSU'er med hende her i Aalborg. Og hun ser ud til at være helt klar favorit, der er ikke andre der kommer på banen, og det vil jeg være meget trygt ved. Jeg tror hun vil være en fremragende formand for Socialdemokraterne, siger Rasmus Prehn.


Seneste nyt

fra Nordjylland