Rasmus Würtz er kåret til forårets profil

Foto: TV2/Nord

Superliga-trænerne har kåret AaB'eren Rasmus Würtz til forårets profil lige foran Thomas Kahlenberg.

Midtbanespilleren Rasmus Würtz fra AaB er kåret til forårets profil i Superligaen.

Det er de 12 superliga-trænere, som i Tipsbladets kåring endte med at snuppe titlen lige foran Brøndbys Thomas Kahlenberg.

Begge spillere sluttede på 23 point i afstemningen, og så skulle der fintælles. I tilfælde af stemmelighed afgøres profil-kåringerne af placeringer på de enkelte træneres stemmesedler.

Würtz og Kahlenberg fik lige mange førstepladser og lige mange andenpladser. Så det var Würtz' tredjeplads på FC Nordsjælland-træner Kasper Hjulmands liste, der blev afgørende.

- Jeg må da ærlig talt indrømme, at man skal knibe sig selv i armen engang imellem for lige at finde ud af, om det her er rigtigt nok.

- Det har været meget intenst, fra vi fandt ud af, at vi blev danske mestre, tog hjem og blev fejret, stod op og tog til træning, masser af interviews, pressemøde i dag, og nu ringer du så og fortæller det her. Det er helt vildt, og det er overvældende, siger Würtz til Tipsbladet.

Würtz og AaB vandt superliga-guldet i søndags, dagen efter blev han udtaget til landsholdets to næste testkampe, og torsdag aften spiller AaB pokalfinale mod FC København i Parken.

Brøndby-træner Thomas Frank var en af dem, der pegede på Würtz som forårets bedste.

- Würtz er den usynlige spiller, som man glemmer lidt i jublen over AaB's fortjente mesterskab. Han erobrer enormt mange bolde. Det er ikke sådan, at han bare bryder spillet: Han erobrer virkelig boldene og spiller dem nemt videre.

- Han har været garant for deres offensive spil, blandt andet ved at spille utroligt mange bolde fremad. Og så har han hele tiden været det defensive balancepunkt.

- Alle gode hold har brug for en dygtig 6'er, og han har været den dygtigste 6'er i Superligaen i foråret, siger Thomas Frank.

Würtz' holdkammerat Kasper Kusk blev i denne sæson kåret til efterårets profil.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord