Rasmus Würtz skal mental-træne AaB

Foto: Johnni Isaksen

Den nu forhenværende anfører for AaB, skal i den kommende sæson være en del af staben omkring holdet.

Rasmus Würzt er i øjeblikket ved at uddanne sig inden for ledelse og coaching.

Det er også planen, at han skal supplere uddannelsen med mentaltræning.

Alle disse egenskaber får superligatruppen i AaB fremover glæde af, da den pensionerede anfører fremover vil være en del af staben omkring sine tidligere holdkammerater.

- Rasmus’ menneskelige kvaliteter kender vi, og så skal han i gang med en uddannelse inden for faget og oveni kommer hans enorme erfaring og lederegenskaber fra banen naturligvis som et kæmpe plus at have tilknyttet omkring holdet og truppen, siger sportsdirektør i AaB, Allan Gaarde, i en pressemeddelelse.

Samarbejdet er indtil videre planlagt til at skulle gælde et år, men det er håbet, at samarbejdet også vil kunne vare længere end det.

Læs også Vendsyssel-profil bliver i Superligaen

- Jeg har i et stykke tid været sporet ind på, at den mentale del har en særlig interesse for mig, og jeg har jo selv prøvet på min egen krop, hvor vigtigt det mentale aspekt er for at kunne præstere, siger Rasmus Würtz i en pressemeddelelse.

- AaB har været stærkt medvirkende til at udvikle mig som menneske, og nu skal jeg så bidrage på en ny måde, og jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang.

Spillerne vender tilbage fra ferie onsdag d. 19. juni. 

Forsiden lige nu