Razzia i de nordjyske busser: 16 passagerer fik bøde

Det kan blive dyrt at køre gratis med bussen. Efter onsdagens razzia i de nordjyske busser kommer 16 nordjyder til at betale ekstra meget for billetten.

Selvom Nordjyllands Trafikselskab har annonceret en razzia på forhånd, blev der alligevel udskrevet kontrolafgifter til 16 passagerer, som ikke havde nogen gyldig billet. Alle de 16 passagerer måtte derfor stå af bussen med en bøde på 750 kroner.

Ifølge trafikselskabet skyldes de 16 kontrolafgifter, som blev uddelt onsdag, primært udløbne periodekort og passagerer, der havde ”glemt” at købe en gyldig billet.

- Dog havde en enkelt passager redigeret i en sms-billet, og måtte derfor afslutte sin bustur med en politianmeldelse for dokumentfalskneri oveni kontrolafgiften på de 750 kroner., skriver Nordjyllands Trafikselskab i en pressemeddelelse.    

Ud fra de 16 kontrolafgifter konkluderer trafikselskabet, at gennemsnitligt 0,6 procent af de nordjyske passagerer sætter sig ind i bussen uden at have en gyldig billet. 

Trafikselskabet har gennemført to dages intensiv razzia, hvor i alt 2.681 passagerer er blevet kontrolleret – fordelt på 106 busser.  


Seneste nyt

fra Nordjylland