Reaktioner på superligakamp

Se her hvad spillere, kommentatorer og trænere udtaler efter gårsdagens AaB-sejr over Brøndby IF.

AaB hentede tre point over Brøndby IF i går. Og siden da har medierne som sædvanligt haft travlt med at indsamle citater fra de involverede. Herunder kan du få et overblik.

- Vi laver rigtig, rigtig mange fejl. Offensivt er det tekniske fejl, og det må være fordi, vi ikke er dygtige nok endnu. Når der er lidt modgang, begynder spillerne så at blive usikre. Defensivt kan vi sige, at vi bliver ramt på omstillingerne, siger træner Auri Skarbalius til 3+.

AaB-målscorer Niklas Helenius er enig. Brøndby spillede ikke godt nok, og det udnyttede nordjyderne.

- Brøndby stod meget højt, så vi skulle bare have en masse løb frem, for vi havde masser af plads. Det fik vi heldigvis udnyttet, siger Niklas Helenius til 3+.

Også Lucas Andersen kom på tavlen med et flot mål. Han nedtoner dog selv målet efter kampen.

- Målet stod jo åbent for mig. Så det var ikke så svært. Jeg synes, at vi kom frem til en velfortjent sejr, fordi vi fik styr på det spillemæssige i 2. halvleg, siger Lucas Andersen til Ekstra Bladet.

Og netop de to unge målscorere får roser med på vejen.

- Men det er spillere der, når de lige får den der halve meter, kan score mål. Der er potentiale i dem, men der er heller ingen tvivl om, at ingen af dem er for store til at spille i AaB en sæson mere, siger træner Kent Nielsen til 3+.

Kent Nielsen er ligesom spillerne ikke vildt tilfredse med præstationen, men tre point på kontoen er altid godt.

- Vi er godt klar over, at vi ikke nåede de spillemæssige højder, som mod AGF. Men så måtte vi slide mere i det, og det gjorde vi, sagde Kent Nielsen til Onside

Efter kampen har Brøndby IF nu tabt to af to mulige. Først til OB og nu til AaB. Derfor spås de allerede nu som nedrykningskandidater - også af AaB.

- Men det er vanskeligt at spå om i denne sæson, for det kan ende med, at der er rigtig mange hold, der kæmper om at holde sig væk fra bunden til slut. Men Brøndby kan sagtens få det svært i år, siger AaB-anfører Thomas Augustinussen til Nordjyske.dk.

AaB har nu fire point efter to kampe. Det rækker til en midlertidig 3. plads - dog med samme antal point som FCK på 1. pladsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland