Realdania støtter e-sport i Hobro med 167.500 kroner

Hobro Svømmeklub har i dag modtaget et sponsorat fra Realdania til projektet ”Underværker”, der sætter fokus på at give gamle bygninger og anlæg nyt liv.

Det har Hobro Svømmeklub i samarbejde med Hobro Idrætscenter gjort i et gammelt udtjent omklædningsrum, der meget symbolsk fylder 50 år netop i disse dage. 

Omklædningsrummet er i løbet af efteråret begyndt en udvikling fra gammelt og utidssvarende til at huse noget af det mest moderne indenfor foreningslivet, og det er den udvikling, at Realdania nu støtter med et betydeligt beløb til projektet 'Nye Tider – Nyt Liv' der skal skabe de bedste rammer for Hobro Svømmeklubs nye e-sport afdeling, HSE Vikings. 

E-sport-afdelingen i klubben åbnede i september, men lokalerne er aldrig blevet helt færdige, og derfor er det en rigtig glad klubchef i Hobro Svømmeklub - Christian Johnson der i dag modtog den gode nyhed. 

- Vi har været oppe mod projekter, der har søgt millioner og haft professionelle folk med i projektudviklingen, så det gør det hele lidt mere unikt, at et 50 år gammelt omklædningsrum i Hobro Idrætscenter blev en af de 25 udvalgte projekter, fortæller Christian Johnson til Fjordavisen.nu. 

Hobro Svømmeklub nærmer sig 1200 aktive medlemmer. For fem år siden havde klubben kun 800 medlemmer. 


Seneste nyt

fra Nordjylland