Fortrolige papirer endte i den forkerte eBoks

05:18

En familie, der har fået fjernet deres søn føler sig udstillet og krænket af Rebild Kommune. Kommunen har ved en fejl sendt et brev med personfølsomme og private oplysninger om familiens tvangsanbragte søn til en forkert familie.

Foto: Ib Wiliam Christensen

1 af 2

En familie i Rebild Kommune føler sig udstillet og krænket af kommunen, som har sendt et brev med personfølsomme oplysninger om familiens tvangsanbragte barn til en forkert familie.

Thomas og Fie Valentin Larsen modtager i starten af januar et brev i sin e-Boks. Brevet handler om et barn, som har samme fornavn som Thomas Valentin Larsens søn, og derfor opdager han ikke fejlen til at starte med.

- Jeg begynder at læse brevet fordi jeg tænker, det er til mig, nu hvor det kommer i min e-Boks. I løbet af de første fire linjer kan jeg se, der er nogle navne og andet, der ikke passer på mit barn, så jeg kigger op i brevhovedet og ser, at det slet ikke er til mig, fortæller Thomas Valentin Larsen.

Da han opdager fejlen, kontakter han Casper Borregaard Madsen, som brevet er adresseret til, på Facebook.

Casper og Lone Borregaard Madsen modtog det samme brev i november 2015. Brevet handler om Casper og Line Borregaard Madsens søn.

I brevet står der, at kommunen afviser at give Casper og Lone Borregaard Madsen mere samvær med deres søn, som er tvangsanbragt.

- Jeg er mest frustreret over, at det er en afgørelse, der er to måneder gammel, som man har fået, og som lige pludselig dukker op i en anden families e-Boks. Det må bare ikke ske, siger Lone Borregaard Madsen.

I et brev fra Rebild Kommune til familien Borregaard Madsen beklager man, at de følsomme oplysninger kunne havne i en fremmed families elektroniske indbakke.

"Det er naturligvis problematisk og dybt beklageligt. Vi har bedt modtageren slette de oplysninger han uforvarende er kommet i besiddelse af," lyder det blandt andet i brevet.

Ifølge Hanne Marie Motzfeldt, der er ekspert i persondataret ved Syddansk Universitet kan det være en overtrædelse af persondataloven, når personfølsomme oplysninger kommer ud til de forkerte personer.

- Det er en krænkelse af både tavshedspligten og formentlig også af persondatalovens regler om håndtering af personfølsomme oplysninger. Det er at betegne som et alvorligt brud på lovgivningen, siger hun.

Tilbage sidder Lone Borregaard Madsen og tænker over, hvor mange oplysninger om hende og hendes familie, der kan være havnet de forkerte steder.

- Vi havde egentlig håbet på at kunne køre det her omkring anbringelsen af vores søn i det private, men pludselig er det blevet en offentlig sag.

Sagen kan gå hen og få konsekvenser for Rebild Kommune, vurderer Hanne Marie Motzfeldt.

- Ombudsmanden vil kunne tage det op og udtale kritik og Datatilsynet vil kunne gå ind i en sag.

Tilbage sidder de berørte familier og føler sig utrygge.

- Jeg synes ikke, det er okay at udstille folk på den måde. Og vi mangler stadig en afgørelse for vores egen dreng, for vi har jo fået en andens, men vi mangler vores egen. Hvor er den henne, spørger Fie Valentin Larsen.

Tilbage sidder begge de involverede familier og føler sig utrygge. De undrer sig over, hvordan fejlen kan ske, og om nogle af de breve, som de mangler, også er havnet i de forkertes hænder.

Borgmester i Rebild Kommune, Leon Sebbelin fra Radikale Venstre, beklager fejlen dybt.

- Vi har fagsystemer og rutiner for hvordan, man skal operere, men når der er mennesker inde over, kan man aldrig være hundrede procent sikker på, at der ikke kan ske fejl, siger han.

I Rebild Kommune har man nu undersøgt, om der er noget, man kan gøre, for at undgå at fejlen sker igen.

- Vi kigger på, om der kan ændres noget i rutinerne. Men vi kan ikke udstede en garanti for, at det ikke sker igen, siger han.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord