Rebild vil tvinge syg i arbejde

Jesper Lunøe er så syg, at han i flere år kun har kunnet arbejde fire timer om ugen. Rebild Kommune mener dog, at han godt kan arbejde almindeligt.

En dag i sommeren 2015 kører Jesper Lunøe fra Bælum ind i en traktor, der uden varsel svinger til venstre. Siden den dag har han haft kroniske smerter og har kun kunnet arbejde i virksomhedspraktik to gange to timer hver uge. Trafikuheldet blev et vendepunkt i hans og hele familiens liv.

- Jeg kan ikke holde ud til at sidde op. Hvert kvarter skal jeg ind og ligge ned. Jeg kan knap spise min mad færdig, før jeg skal ind og ligge ned. Jeg har konstant hovedpine. Det er jo ikke noget, jeg ønsker. Allerede kort efter ulykken fik jeg at vide, at der ikke kunne gøres mere lægeligt - hverken med kirurgi eller noget andet. Man kunne ikke gøre noget ved det. Jeg kom ud på smertecentret for at finde ud af, om de kunne smertedække mig så godt som muligt, og så skulle jeg lære at leve med de smerter, jeg har, siger Jesper Lunøe.

quote Det er helt grotesk. Man må ikke være der for sine børn og sin familie. De skal ikke have glæde af en. Når man kommer hjem, så skal man åbenbart ligge helt død.

Jesper Lunøe

Alligevel har Rebild Kommune nu besluttet, at Jesper Lunøe skal i ordinær beskæftigelse.

Han sidder i sofaen og snakker med sin kone, Rosita, om deres hverdag. Han er ked af det og forstår slet ikke, at han nu skal i arbejde, selvom både læger og hans praktikarbejdsgiver fastslår, at han højest kan klare fire, måske seks timers arbejde om ugen.

- Jeg ved ikke hvad de tænker på. Jeg blev virkelig chokeret, da de sagde det til mig, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige, siger Jesper Lunøe.

Dansk Metal kritiserer vurdering

Den klare udmelding fra kommunen kommer, efter at Jesper Lunøe har gjort rede for sin hverdag til sagsbehandlerne - at han kan hente børn fra skole, en gang imellem gå i biografen, læse papirer, hente en bil på værksted eller for eksempel sætte julelys op. Det hele tager bare meget længere tid end før.

Fagforeningen, Dansk Metal i Aalborg, skriver herefter til Rebild Kommune, at det ikke er ulovligt at have aktiviteter i sin fritid og tage sig af sine børn, når man er i virksomhedspraktik

- Fordi man er sygemeldt eller i praktik, så har man stadig lov til at sætte julelys op. Det er jo noget, vi allesammen gør, og det er ikke specielt fysisk krævende. Jeg mener ikke, at nogen af de ting, der nævnes, kan sammenlignes med en arbejdsevne, siger Bjarne Sørensen, der er socialrådgiver i Dansk Metal i Aalborg.  

Han synes, at fagforeningen er gået for hurtigt frem, uden at man først har forsøgt at trappe Jesper Lunøe op i praktiktid og tydeligt forklaret ham, hvad man må - og ikke må.

- Det er ikke rigtigt defineret for Jesper, og derfor går det åbenbart helt galt - uden at jeg mener, at det er ham, der har gjort noget galt. Jeg finder, at det er en urimelig afgørelse.

Uenighed om Jespers situation

For Jesper Lunøe kan det ikke sidestilles med et rigtigt arbejde at være alene hjemme med de halvstore børn nogle timer.

- De kan jo komme til mig og stille spørgsmål, selvom jeg ligger i sengen eller sidder i lænestolen. Det er helt grotesk. Man må ikke være der for sine børn og sin familie. De skal ikke have glæde af en. Når man kommer hjem, så skal man åbenbart ligge helt død, siger Jesper Lunøe.

Jesper Lunøe har haft meget bestyrelsesarbejde, men efterhånden har han droppet det meste. Indimellem kan han dog stadig læse nogle ansøgninger igennem. Det synes kommunen heller ikke er i orden, hvis han skal være sygemeldt.

- Hvad må man så som sygemeldt? Må jeg godt læse lokalavisen? Men må jeg ikke læse ansøgninger?

Jesper og Rosita forstår ikke udmeldingen fra Rebild Kommune
Jesper og Rosita forstår ikke udmeldingen fra Rebild Kommune
Foto: TV2 Nord

Kommunens team af psykologer, socialrådgivere og sagsbehandlere skriver i deres indstilling, at det er familien, der har valgt en hverdag, hvor Jesper Lunøe kun arbejder nogle få timer - og at det altså ikke er sygdom, der gør, at han kan arbejde så lidt. Den køber fagforeningen ikke.

- Der er nok ikke mange familier, der vælger, at hovedforsørgeren pludselig skal gå hjemme. Det tror jeg, at kun de færreste har råd til. I min familie har vi i hvert fald ikke råd til det, siger Bjarne Sørensen.

Vil helst arbejde

Det piner Jesper Lunøe, at han ikke længere kan arbejde som elektronikfagtekniker. Han håber på et fleksjob med et eller andet antal timer.    

- Jeg ville allerhelst kunne arbejde på fuld tid, for jeg elskede bare mit arbejde før. Det var simpelthen det bedste job, jeg har haft. Men det kan jeg bare ikke. Jeg har heller ingen interesse i at gå efter en førtidspension, for jeg vil gerne arbejde så meget, jeg kan holde til. 

Dansk Metal har talt med Rebild Kommune uden at parterne er kommet nærmere hinanden.

- Sagen ender jo nok i Ankestyrelsen. Det vil tage lang tid, og i al den tid vil Jesper være uden forsørgelse, siger Bjarne Sørensen.

TV2 Nord har talt med arbejdsmarkedschefen i Rebild Kommune, Susanne Nielsen, men hun ønsker ikke at komme med en kommentar.


Seneste nyt

fra Nordjylland