Receptmedicin almindeligt i misbrugsmiljø

Foto: Nick Clark

Ifølge Nordjyllands Politi er receptpligtig medicin almindeligt i misbrugsmiljøet.

Det var med al sandsynlighed de receptpligtige smertestillende piller, Oxycontin, der var årsag til at en 16-årig dreng fra Aalborg døde mandag eftermiddag.

- Det er noget af det mest smertestillende middel, som man har, siger apoteker Erik Groth fra Løveapoteket i Aalborg.

Ifølge Nordjyllands Politi er forskellige receptpligtige piller almindelige i det nordjyske misbrugsmiljø.

- Det er meget almindeligt. Vi ser det jævnligt, når vi er ude og lave ransagninger. Jeg vil ikke sige hver gang, men det er rigtigt tit, siger vicepolitikommissær ved Specialpatruljen, Karsten Kristensen.

Den 16-årige, der døde mandag, havde taget to piller af mærket Oxycontin på 80 milligram sammen med en kammerat.

- Hvis man tager to, så er det dobbelt dosis af, hvad man plejer at tag. Hvis man så har knust eller mast det, så optages det endnu hurtigere, og så er det alvorligt farligt. Det påvirker centralnervesystemet voldsomt, så det er livsfarligt, siger apoteker Erik Groth.

Ifølge Nordjyllands Politi havde de to unge mænd købt pillerne på gaden i Aalborg. Og man frygter ved politiet, at der er flere piller i omløb.

- Det er især et udpræget problem, at medicinen bliver solgt fra folk, som retmæssigt får den, og så sælger de den videre, siger Karsten Kristensen fra Nordjyllands Politi.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord