Reddet fra brændende bil

Foto: Per Frank Paulsen (Arkivfoto)

Cyklist reddede mand ud fra en bil i brand

En mandlig bilist kørte tirsdag klokken cirka 21 ind i en lygtepæl på Humlebakken i Aalborg. Herefter brød bilen i brand.

Det var på grund af et elskab, at bilen brød ud i flammer. Så Beredskabscenter Aalborg fik El-forsyningen til at slukke for strømmen i skabet, så branden kunne slukkes igen. Det fortæller indsatsleder Rene Kærup.

Manden havde tilsyneladende mistet bevidstheden på grund af lavt blodsukker, da uheldet skete på Humlebakken ved Langagervej, og han kunne ikke selv komme ud af den brændende bil.

En mandlig cyklist stoppede, løb over og fik reddet bilisten ud fra flammerne og ringede 112.

- Der er ingen tilskadekommende. Det er kun materielle skader, siger indsatsleder Rene Kærup fra Beredskabscenter Aalborg til TV2/Nord.

Føreren af bilen blev bragt til traumecentret på Aalborg Sygehus, men skulle være sluppet uden alvorlige skader.

Beredskabscenter Aalborgs brandfolk fik hurtigt slukket bilbranden.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord