Rederier truet af skatteregel

En dansk tolkning af en EU-skatteregel får nu rederierne til at true med at flytte deres skibe til udlandet.

Danske og udenlandske sømænd har hidtil kunnet arbejde skattefrit, når de sejlede ud fra et EU-land, men nu tolker de danske skattemyndigheder reglen på en ny måde.

De mener, at skattefriheden kun skal gælde, når søfolkene sejler mellem havne og faste anlæg, som eksempelvis havmølleparker. Dermed gælder reglen altså pludselig ikke for de skibe og søfolk, som sejler forsyninger ud til andre skibe.

Saga Shipping i Skagen havde i dag inviteret skatteminister Karsten Lauritzen fra Venstre ombord, for at fortælle om konsekvenserne.

- Den hidtidige regel om almindelig skattefritagelse er meget vigtig, fordi den sidestiller os med vores udenlandske konkurrenter. Hvis vi omvendt bliver beskattet og de ikke gør, kan vi blive nødt til at flage ud og flytte til udlandet, siger Peter Møller, operation manager i Saga Shipping.

- Hvis man ønsker at bevare en søfarts- og rederibranche i Danmark, så bliver man nødt til at acceptere den her globale skattekonkurrence. Det her handler jo om arbejdspladser, der gerne skulle blive i landet, og derfor kan det være nødvendigt at lave det, der for mange danskere ser ud som meget lukrative skattevilkår, siger skatteminister Karsten Lauritzen.

Det er Landsskatteretten, der nu skal tage stilling til, om EU-reglen bliver fortolket rigtigt eller forkert. Rederibranchen håber, at sagen bliver afsluttet i en fart.

- Vi er tilfredse med at skatteministeren lytter til vores sag, og så håber vi at der bliver trumfet en afgørelse igennem hurtigt, siger Peter Møller..

Karsten Lauritzen afventer i første omgang Landsskatterettens afgørelse – og derefter eventuelle fortolkninger fra EU. Men han er på forhånd på rederiernes side.

- Som skatteminister ønsker jeg at se konstruktiv på, om man kan få lavet reglerne, så danske søfolk kan fortsætte med at være skattefri som hidtil. Jeg er altid lydhør over for argumenter, om at vi skal skabe vækst og beskæftigelse i Danmark, siger Karsten Lauritzen. 


Seneste nyt

fra Nordjylland