Redningsaktion: Fiskere reddet på stenrev

Redningsbåden fra Sæby rykkede i nat til undsætning. To fiskere var fanget på Stensnæs.

Det gik kort før midnat helt galt for to strandfiskere, der var gået ud i havet ved Stensnæs ved Voerså syd for Sæby iført waders for at bjærge garn. 

De mistede orienteringen i mørket og kunne ikke finde tilbage til land. Når de gik mod kysten, blev de fanget på dybere vand og stod i vand til halsen.

- Vi afgik med redningsbåden fra Sæby Havn, mens redningsbilen kørte til stranden, hvor vi hurtigt fandt fiskerne, der signalerede med lygter, fortæller Sæby Redningsstation på Facebook. 

Redningsbåden sejlede så tæt på fiskerne, som det var muligt, inden en redningsmand hoppede i vandet, gik over til fiskerne og fik både dem og og deres grej ombord. 

De kolde og våde fiskere blev derefter sejlet lidt op af kysten og sat i land. 

- Fiskerne var kolde og rystede oven på oplevelsen, men ellers ok, så herefter kunne vi returnere til Sæby og afslutte nattens aktion, skriver Sæby Redningsstation. 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland