Regering: Butikker skal kunne sige nej til kontanter

Foto: TV2/NORD (Arkiv)

Det er lettere at drive restaurant eller butik, hvis der ikke er pligt til at tage kontanter, mener regering.

Hvis regeringen får flertal for sin vækstplan, kan du ikke længere være sikker på at kunne betale med kontanter, når du besøger restauranter, tøjbutikker og tankstationer.

Som et af de 50 initiativer i planen lægger regeringen op til delvist at afskaffe den såkaldte kontantregel.

Den pålægger danske virksomheder at tage imod kontanter fra kunderne. For kunderne er det en fordel frit at kunne vælge mellem at bruge sedler eller dankort.

Men for butikker og andre virksomheder giver det ifølge regeringen en hel del administrativt bøvl - og økonomiske byrder.

- Der skal eksempelvis afsættes tid til at hente byttepenge og til at klargøre og afstemme kassen, og der skal prioriteres ressourcer til vagter og overvågningssystemer som følge af øget risiko for røveri, skriver regeringen i sin vækstplan.

Her fremhæver man samtidig, at flere og flere danskere fravælger at betale med kontanter, fordi betalingskort og nye betalingsløsninger som eksempelvis Mobilepay gør det lettere at lade kontanterne blive hjemme.

Nordjyske Hans Jørgen Dalum, der er formand for foreningen Forenede Bankkunder (FOBA), er i oprør over regeringens forslag.

- Det er en hån mod de danske bankkunder. Forslaget kommer til at ramme de mange ældre, som stadig bruger kontanter, når de handler, og børn, som har fået en 20'er af bedstefar til at købe slik for, siger Hans Jørgen Dalum til TV2 Nord.

Det er dog kun udvalgte butikker, herunder restauranter, tøjbutikker og tankstationer, der muligvis fra 1. januar 2016 kan slippe for at tage imod kontanter.

Til gengæld skal en række andre butikker, som håndterer vitale dele af danskernes indkøb, fortsat tage i mod kontanter.

Det gælder dagligvarebutikker, butikker med postdrift, butikker med receptpligtig medicin, læger, tandlæger, fysioterapeuter, kiropraktorer og posthuse.

Samtidig skal kiosker og kantiner på offentlige sygehuse og plejehjem fortsat modtage kontanter.

- Tiltaget vil reducere omkostningerne for danske virksomheder og forbedre rammerne for produktivitetsudviklingen i erhvervslivet, skriver regeringen i vækstplanen.

Hans Jørgen Dalum mener dog, at det udelukkende er bankernes interesse, der bliver plejet, hvis regeringens forslag bliver gennemført.

- Bankerne vil gerne være fri for at skulle administrere kontanter, og der er tale om stærkt lobbyarbejde fra bankernes side. Men det her viser, hvorfor vi har stiftet Forenede Bankkunder. Der er behov for modvægt, siger FOBA-formanden til TV2 Nord.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord