Regeringen dropper NOx-afgift

Regeringen er nu klar til at droppe den omstridte NOx-afgift, der blandt andet har haft økonomisk negativ betydning for Aalborg Portland.

I forbindelse med regeringens fremsættelse af finansloven, hvori der er lettelser for skatter og afgifter for 2,4 mia. kr., står det klart, at regeringen er klar til annullere NOx-afgiften.

- Vi har diskuteret NOx-afgiften frem og tilbage i årevis, men nu er tiden kommet til at afskaffe den. Det vil ikke mindst komme de dele af landet til gavn, der ligger uden for Hovedstaden, siger den nordjyske skatteminister, Venstres Karsten Lauritzen.

Afskaffelsen af NOx-afgiften vil have virkning fra 1. juli 2016 og vil medføre et varigt mindreprovenu på 340 mio. kroner. NOx-afgiften er en afgift på brændsler, der bliver udledt, når man eksempelvis forbrænder naturgas og biomasse. Formålet med at pålægge virksomheder afgiften har været at begrænse udledningen.

- Der vil sikkert være kritikere, som siger, at vi nu skader miljøet. Men vi vil fortsat sikre, at Danmark indfrier sine forpligtelser på miljøområdet, siger skatteministeren og tilføjer:

- Jeg bilder mig selvfølgelig ikke ind, at de her tiltag, vi tager fat på nu, i sig selv løser Danmarks udfordringer. Men de er nogle vigtige skridt i den rigtige retning. Det skal være billigere og lettere at drive virksomhed. Ikke bare i hovedstaden, men i hele Danmark, siger Karsten Lauritzen.

Den såkaldte NOx-afgift blev femdoblet under den tidligere regering, men den nuværende regering lægger i finanslovsudspillet op til at afskaffe afgiften.


Seneste nyt

fra Nordjylland