Regeringen vil have raske grise uden antibiotika i kroppen

Miljø- og Fødevareministeriet udvider nu forsøgsordningen Opdrættet Uden Antibiotika, hvor blandt andet flere nordjyske landmænd har været med til at opdrætte antibiotikafrie grise.

Miljø- og Fødevareministeriet har afsat 12,5 millioner kroner til at undersøge, hvordan man nedbringer behovet for antibiotika i dansk svineproduktion. Det høje forbrug af antibiotika i danske svin medvirker nemlig til dannelsen af resistente bakterier.

Pengene går til en udvidelse af forsøgsordningen Opdrættet Uden Antibiotika, hvor flere landmænd, blandt andet i Nordjylland, har opdrættet grise uden brug af medicin. 

- Jeg er meget optaget af at få nedbragt forbruget af antibiotika i dansk svineproduktion. Tidligere har regeringen sat initiativer i gang for at dække op for husdyr-MRSA, og med det her projekt tager vi et vigtigt skridt på vejen mod at kunne opdrætte mange flere svin helt uden brug af antibiotika, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.

Det er Danish Crown, Danmarks Tekniske Universitet, Københavns Universitet, Statens Serum Institut og landbrugets videnscenter, SEGES, der i samarbejde står bag projektet. 

- Det er kun to et halvt år siden, Danish Crown startede det første forsøg med at producere grise uden brug af antibiotika, og allerede i år vil vi nå op på at slagte omkring 200.000 grise. Det her projekt skal sikre et fortsat løft i produktionen og medvirke til, at producenternes erfaringer bredes ud, så forbrug af antibiotika nedbringes bredt set i slagtesvineproduktion, siger Danish Crown CEO, Jais Valeur.

Projektet løber til juni 2021, hvor målet er at opdrætte 1,5 millioner svin uden brug af antibiotika. Danmark producerer 17 millioner slagtesvin per år. 


Seneste nyt

fra Nordjylland