Regeringsforslag kan ramme nordjyske kommuner økonomisk

Tre nordjyske kommuner har investeret i et affaldssorteringsanlæg. Men nu varsler regeringen med et forslag, som kan sætte en stopper for projektet.

På RenoNord er der ved at blive lagt sidste hånd på det splinter nye affaldssorteringsanlæg, og om blot en måned står det hele klart.

Men selvom det 2100 kvadratmeter store anlæg snart er klar til at finsortere nordjydernes skrald, så frygtes det, at det nye anlæg kommer til at stå gabende tomt.

En ny affalds- og forsyningsstrategi fra regeringen på Christiansborg risikerer at sætte en stopper for det nye affaldssorteringsanlæg.

Ifølge regeringens forsyningsstrategi, må kommuner ikke tjene penge på affaldssortering, det skal varetages af det private. Derfor risikeres det, at det nye anlæg slet ikke må bruges.

- Det er for mig fuldkommen uforståeligt at tvangsprivatisere det her. Det er jo at sætte en kæmpe kæp i hjulet på noget, som alle burde synes var en god ide, siger Daniel Nyboe Andersen, som er viceborgmester i Aalborg Kommune.

Det er Aalborg, Mariager Fjord og Jammerbugt Kommune, som sammen har investeret næsten 40 millioner kroner i det nye anlæg. En investering, som de altså nu frygter kommer til at gå tabt, og vil gå ud over borgerne.

- Det er borgerne, som har betalt den her investering, og hvis ikke den kommer hjem igen, så kan vi risikere, at det bliver dyrere for folk at komme af med deres affald end det ellers ville have været, siger viceborgmesteren.

TV2 Nord har i dag forsøgt at få en kommentar fra den ansvarlige minister, Lars Christian Lilleholt. Han har ikke ønsket at udtale sig om kommunernes frygt for deres millioninvestering.

Daniel Nyboe Andersen håber da, at regeringen vil se på deres forsyningsstrategi en ekstra gang.

- Jeg håber da, at det er en stor fejl fra regeringens side, og de simpelthen har skrevet forkert. Det virker i hvert fald som en stor tanketorsk. Der burde komme en minister ud og sige, at det var en fejl, og det som vi har skrevet, det mener vi ikke, siger Daniel Nyboe Andersen.


Seneste nyt

fra Nordjylland