Region Nordjylland om 10 år

Region Nordjylland går i dag den 29. maj i luften med en blog om den regionale udvikling. Første emne er "Hvem vinder kampen om talenterne?".

Bland dig i debatten
Har du lyst til at blande dig i den debat, og derved få indflydelse på, hvordan Nordjylland skal se ud om 10 år?.
Du kan læse indlæggene og skrive dine kommentarer på: www.rupblog.rn.dk

Gode ideer efterlyses
Når der skal lægges en slagplan for, hvordan Nordjylland skal udvikle sig gennem de næste ti år inden for natur, erhverv, turisme, uddannelse, kultur og meget mere, er det vigtigt, at alle gode ideer kommer på banen.

Betydning for alle
Den regionale udviklingsplan, RUP'en, er netop sådan en slagplan. Den får betydning for alle, der skal bo og arbejde i Nordjylland; børn, unge og ældre. Derfor er det vigtigt, at dine ideer og kommentarer kommer med i arbejdet, og derfor har Region Nordjylland netop oprettet bloggen www.rupblog.rn.dk.

Din mening
Du kan også være med. Du er sikkert interesseret i, hvad der foregår og skal foregå i din region og har en mening om det, som du gerne vil dele med andre.

Kig på rn.dk
Du behøver derimod ikke have en stor og konkret viden om din region. Men hvis du gerne vil vide mere, kan du f.eks. kikke på regionens hjemmeside www.rn.dk.

Unge som ældre
Bloggen går som nævnt i luften i dag den 29. maj, og frem til færdiggørelsen af planen i begyndelsen af 2008 kommer der hver uge et nyt indlæg fra RUP-kom; regionens kommentator på området.

Dialog
Via bloggen får alle mulighed for at komme i dialog med de over 100 idérige repræsentanter for erhvervslivet, uddannelsesinstitutionerne, kommunerne og regionen, der allerede er dybt involveret i RUP-en.

Ungdommen
Det er vigtigt, at kredsen af blogdeltagere er så bred som muligt for at få så mange synspunkter med som muligt. Ikke mindst håber Region Nordjylland meget, at ungdommen vil give deres besyv med.

- Det er vigtigt at høre hvad de unge mener, det er jo dem, der har den længste fremtid. Det er ikke godt nok, at der sidder en flok gråhårede mænd og skriver en plan for fremtiden. Vi skal have fremtiden selv med i det her, siger Jes Vestergaard, kontorchef i Region Nordjylland.

- Vi vil naturligvis gerne have mange såkaldt almindelige borgere med i debatten, og det kan de sagtens. Den regionale udviklingsplan drejer sig jo både om bløde emner som natur og miljø og kultur og mere hårde emner som infrastruktur, beskæftigelse og erhverv - og det hele på én gang. Kort sagt drejer det sig om, hvad vi skal leve af, hvordan vi skal leve, og hvordan vi vil aflevere vores verden til næste generation., siger Jes Vestergaard.

Følg med
Alt, hvad der bliver skrevet på bloggen, indgår i arbejdet med RUP-en, som du i øvrigt altid kan følge med i på www.rup.rn.dk

Hvordan gør man?
En blog er jo stadig et forholdsvis nyt medie, så her er lidt praktisk information om at skrive på en blog.
En blog er en form for dagbog på nettet, hvor alle har mulighed for at gå ind og kommentere på det, der er skrevet. Helt konkret går du på nettet på denne adresse: www.rupblog.rn.dk. Herefter klikker du på "Skriv kommentar" under det indlæg, du vil kommentere, skriver din kommentar og klikker på send, og så har du såmænd skrevet en kommentar på bloggen.


Seneste nyt

fra Nordjylland