Region vil betale for obduktioner

Sundhedsfaglig direktør i Region Nordjylland er klar til at betale for obduktioner.

Det skriver P4 Nordjylland.

Nordjylland er den landsdel, hvor færrest i alderen under 35 bliver obducerede efter en pludselig og uventet død. De seneste tal er fra 2006, og her bliver 60 procent i den gruppe obduceret i Nordjylland mod 90 procent i hovedstadsområdet.

Nu er den sundhedsfaglige direktør i Region Nordjylland, Jens Winther Jensen, klar til at lade regionen betale for obduktionerne.

- Hvis der er sundhedsfaglig gevinst ved at obducere i de sager, hvor der ikke er mistanke om forbrydelser, ja så er det en opgave for regionen at betale, siger Jens Winther Jensen til P4 Nordjylland.

Som reglerne er skruet sammen i dag, så er det politiets beslutning, om afdøde skal obduceres, og det er samtidig politikredsen, der fra nytår skal betale obduktionerne. Den procedure finder den sundhedsfaglige direktør ikke hensigtsmæssig, og han vil nu drøfte sagen med cheflægerne og chefsygeplejerskerne på de nordjyske sygehuse.


Seneste nyt

fra Nordjylland